Lejemorderens guide til et smukt hjem af Hallgrímur Helgason
En kroatisk lejemorder skifter identitet og gemmer sig på Island under dække af at være amerikansk svovlprædikant. Lyder det morsomt? Det er det bare ikke i længden.
Det hele begynder med at den iskolde lejemorder og romanens fortæller, kroaten Toxic, slår en mand ihjel, der viser sig at være fra FBI. Derfor er Toxic nødt til at flygte fra USA og skifte identitet. Det falder ham så naturligt, at han på toilettet i lufthavnen slår en tilfældigt mand ihjel og så stjæler hans identitet og flybillet
Men den afdøde viser sig at være præst, Fader Friendly (ha ha ha) på vej til Island for at taler dunder til nordboerne om abort, druk og hor. Så Toxic må forvandle sig, så godt han nu kan fra amoralsk, nydelsessyg lejemorder til moraliserende præst. Det går ikke så nemt; islændingens navne er umulige, og de kommer i Toxis beskidte mund til at lyde ret så komiske: Goodmoondoor, Gunholder og Sickreader med mere.
De mærkelige islænding bliver af lejemorderen opfatter som enten kridhvide naive tåber, selvforkælede materialistiske slapsvanse med potente firhjultrækkere som substitut for egentlig karakter, eller frelste på jagt efter ofrer, de kan frelse, for, nå ja, at føle sig mere frelste. Den eneste undtagelse er den grunge-agtige præstedatter Gunhildur (Gunholder), som Toxic så også ender i kanen med, hvilket skaber flere semi-komiske forviklinger.
Jeg synes ikke romanen var nær så morsom, som den selv tror. I længden blev det mig for meget: for anstrengt og for forudsigeligt i sådan en efterstræbte total-crazy-langt-ude-Tarantinoagtig-stil.
Helgason har stor sproglig kunnen, men ikke særligt meget på hjerte denne gang – sådan som det ellers var tilfældet med hans tidligere, virkelige gode roman Stormland.
Det blev efterhånden en så karikeret farce, til sidst også tilsat lidt anstrengt alvor, at mine øjne i hvert tilfælde var ved at være trætte, da jeg nåede til den sidste side i den ellers ikke lange roman. Det hele afhænger nok af, om man griner højlydt undervejs, og synes det er vældig morsomt, og indrømmet, det gjorde jeg altså ikke, for alvor.
