LTI - Lingua Tertii Imperii af Victor Klemperer
”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”
Victor Klemperes skapsindige analyse af det nazistiske sprog, dets virkemidler og de djævelske tankemønstre bag er spændende læsning, der også for en nutidig læser maner til kritisk bevidsthed om sproget.
Baggrunden for LTI
Victor Klemperer (1881-1960) var en tysk professor i filologi, der i mange år levede en relativt afskærmet tilværelse på universitet i Dresden, hvor han dyrkede sin store passion for oplysningstidens franske forfattere.
Så kortfattet havde man måske kunnet opsummere Klemperers biografi for eftertiden, havde det ikke været for nazisternes magtovertagelse i 1933, der kom til at vende op og ned på alt i Klemperers tilværelse. For udover at være en intellektuel, der underviste i fransk litteratur, hvilket i sig selv var tilstrækkeligt til at vække nazisternes mishag og anklage om anti-tysk virke, så var Klemperer også af jødisk afstamning.
I bogen, der på en gang er sproganalyse og et meget personligt essay, beretter Klemperer om, hvordan han efter nazisterne er kommet til magten, flygter ind i sit arbejde, og så længe det lader sig gøre bestræber sig på at ignorere de politiske omvæltninger og de nye magthaveres patetiske og skingre retorik: Som den lettere verdensfjerne intellektuelle, han på daværende tidspunkt er, mener han blot, at det ville tildele de nazistiske skrigballoner en ære og opmærksomhed, som kun ville tjene dem til unødig ære.
Klemperer nægter simpelthen at tro på egne øjne og øre og på den stadigt mere brutale, brune virkelighed, der skylder ind over den stolte kulturnation Tyskland, og som en epidemi breder sig ikke kun til alle afkroge af landet, men også til sproget, der farves brunt og giftigt og drypvis siver ind i sindet på selv de argeste nazi-modstandere.
Filologens dagbog - et værn mod kaos
Her begynder forhistorien til LTI, for i takt med nazisternes totalitære strækmarch overalt i det tyske samfund, fratages anderledestænkende og ikke mindst jøderne gradvis alle deres rettigheder, hvorfor også Victor Klemperer først mister sin ret til at undervise på universitet, derefter sin ret til at eje bøger af ikke-jødiske forfattere for til sidst at miste retten til at eksistere.
Fra at flygte fra den politiske virkelighed bliver sprogmandens analyse af den til den redningsplanke, den mening, der hjælper Klemperer igennem den menigsløse tid fuld af ængstelse, fortrædeligheder, terror og død, som fulgte med nazisternes regime fra 1933 til 1945.
Med stor risiko noterer og analyserer Klemperer i sin dagbog de begreber, det sprog og retorik, som det nye regime benytter sig af. Men det er en helt afgørende pointe hos Klemperer, at regimets sprog ikke bare er undertrykkernes sprog, men også folkets sprog.
Det bliver det i kraft af den gennemførte propaganda, der i en uendelighed hamrer de samme floskler og kategoriseringer ind, så det til sidst næsten er umuligt at tænke uafhængigt af disse, hvilket Klemperer bland andet illustrer med det forhold, at han tvinges til at forholde sig til den nazistiske propagandas modstilling mellem tysk og jødiskhed.
Sproglig pervertering
Da Klemperer først bliver opmærksom på, hvordan det totalitære sprog gennemsyre alt: politiske taler såvel som dagligdagssproget giver han sig til nøgternt at analysere det nazistiske sprog, hvor end han møder det.
Med en ironisk parodi på nazisternes egen forkærlighed for forkortelser og fortidsdyrkelse døber han det LTI: Lingua tertii imperii. De væsentligste kendetegn for LTI er dets revolte mod sproget og den indtil nu gældende hierarkiske orden i kulturen.
Således vender LTI begreberne og deres betydning på hovedet: heroisme og fanatisme bliver nu positivt ladede ord og ´handling´, ´kraft´ og ´kroppen´ skal afløse den ´kolde og frugtløse fornuft´, ´verdensanskuelse´ skal erstatter ´tænkning´ ligesom ´totalitet ´står i opposition til ´systemet´, hvorved der henvises til Weimarrepublikken.
´Totalitet´og ´verdensanskuelse´skal signaler noget naturligt og organisk som skal erstatte den dekadente og kunstigt menneskeskabt kristne(og derfor jødiske) kultur.
LTI - troens sprog
Undermineringen af alle de gamle værdier kommer meget sigende også sprogligt til udtryk ved, at det hyppigst brugte citationstegn i LTI er (det ironiske) citationstegn, og ikke som man skulle tro det emfatiske udråbstegn. Alt i LTI er udråb og måske derfor bruget dette tegn sjældent, mens det ironiske citationstegn er en meget subtil måde, hvorpå LTI gør alt andet til en løgn.
LTI er en troens og mystikkens sprog, og er derfor indhyllet i en slørende dunkelhed, der er fjende af det klare og ligefremme sprog. De løgnagtige eufemismer florer overalt i LTI s struktur og glider let ind i dagligdagssproget, så likvideringer og tortur bliver omskrevet til ´at melde sig´og at blive hentet´, mens krigens vold og gru omskrives med flittig brug af sportsmetaforer i sær hentet fra boksningens verden.
Nuancerne udviskes og alt står skrevet i superlativer, hvilket selvsagt fører til endnu større overdrivelser og medfølgende afstumpning.
Klemperer beskriver med sit skarpe blik og gode eksempler, hvordan LTI s på en gang sentimentale, rå og menneskefjendske sprog inficerer alle, der kommer i nærheden af det, og hvordan dets sproglige fattighed og evindelige gentagelser er en bevidst gennemtænkt strategi beregnet på et masse- og medie-samfund. Udformningen af det propagandistiske LTI skyldes i særlig grad Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels.
Klemperer formår med sin bog at bevidstgøre også en nutidig læser om, at sproget aldrig bare er værdineutralt og gennemsigtigt, men at man ved kritisk bevidsthed om sproget kan (skal) afsløre de bagvedliggende tankemønstre og den kultur, man ellers uforvarende ligger under for. Så Victor Klemperes bog er ikke blot værdifuld for historiskinteresserede som en kortlægning af det nazistiske sprog, men har også evig aktuel værdi: Meget af vor tids kulturs ukritiske og bevidstløse brug af klicheer fra new management og fremstilling af alt i livet som en sportskonkurrence, hvor der kun findes vindere og tabere, kunne nok trænge til et kritisk filologisk eftersyn.
Marxismen i den blinde vinkel
Det må nok engang undre, at en intellektuel med et øje så skarpt for den nazistiske forstillelse og løgn i den grad kunne være blind på det andet: Klemperer kommer et par gange i bogen ind på kommunismen og Moskva, som han dengang mente bar fornuftens fakkel, og kommunismens gennemteknificerede sprog holder han en anstrengt apologi for, så et frygteligt propagandaslogan som ’sjælens ingeniører’ i hans udlægning peger på frihed – og det kort tid efter Stalinismens store udrensninger i anden halvdel af 1930erne.
Det er i den forbindelse interessant at konstatere, at også sprogligt slækker Kemperer på opmærksomheden, når han ukritisk overtager marxistisk terminologi. For eksempel da han mener at kunne konstatere, at den ’usaglige mistro’ mellem dannede og proletarer blot skyldes forskelle i sproglig vane. Denne skråsikkerhed og blindhed for egne værdidomme og typificering og dermed reduktion af individet til et fast klasseforhold beror måske netop på forestillingen om den objektive, videnskabelige marxistiske samfundsanalyse.
Victor Klemperer døde i øvrigt som en bitter og desillusioneret mand i DDR, hvor de højtbesungne kommunistiske idealer i længden ikke kunne dække over den korrumperede og undertrykkende virkelighed, heller ikke for sprogprofessoren Victor Klemperer.
læs mere på bogens hjemmeside:
