Mellem venner af Amos Oz

Den store israelske forfatter Amos Oz har skrevet nogle blændende noveller, der nænsomt og indlevende skildrer tænksomme og ensomme mennesker splittede mellem et forvirret, uforløst følelsesliv, omgivelsernes vedvarende tryk og de spartanske idealers følelseskulde i den israelske kibbutz Yekhat i slutningen af 1950 erne, hvor vidt forskellige skæbner er tvunget til at leve tæt sammen.

’Det skarpe lys fra lampen gav genskin i hans briller. Pludselig virkede kærlighed som endnu en af livets forhindringer. Når man står ansigt til ansigt med den, skal man dukke sig og vente, til den går over. Om et øjeblik ville David Dagan formentlig begynde at snakke om regeringen eller regnens velsignelser.
Den uforskammethed, som sorg en sjælden gang kan fremprovokere hos milde mennesker, gav Nahum Asherovs hæse stemme en hård og bitter klang:

’Men hvor kunne du? ’’

Ensomhed i fællesskab

For fjorten år siden boede jeg i en kibbutz i det nordlige Israel få kilometers gang fra Golan-højderne. Kibbutzens vagter var bevæbnede og blikket var stift rettet mod nord, mod Libanon hvor Hizbollah fra tid til anden sendte raketter mod den nærliggende by, eller lod selvmordsbombere kastede sig ud i faldskærm fra Golan-højderne for skjult i nattens mørke at glide ind over israelsk territorium som pludseligt opflammende dødsengle.

Det gjorde derfor noget af et indtryk, da vi kort inde i opholdet besøgte et dansk-jødisk par, der havde boet i kibbutzen i 25 år, og at manden så skuffet og bittert konstaterede, at det var hans erfaring fra de mange år i Israel, at hvis ikke jøderne havde haft de ydre fjender at slås med, så havde de bekæmpet hinanden til sidste blodsdråbe.

Nid, nag og smålighed trivedes ikke bare mellem enkeltpersoner, men også mellem de forskellige grupperinger af sefardiske, ashkenaziske og amerikanske jøder.

For mange af de ældre var fortidens idealer og brændende idealisme helt fraværende hos den unge generation, der allerede havde forvandlet kibbutzen til noget helt anden end det, den var dengang, de første solbrændte pionerer anlagde den med deres arbejdsvante hænder.

De frelste og de tvivlende

Denne konflikt går igen i Amos Oz´ novellesamling hvor den offentlige mening, den uendelige række af komiteer, møder og marxistisk dogmatik, samt ikke at forglemme det tons tunge åg – ’jødernes skæbne’ – er ved at klemme luften og livet ud af ikke bare de unge, men også af de tvivlende, de sagtmodige, der kan fornemme, at de frelste marxistiske ypperstepræster også bærer og nærer ondskab forklædt som selvretfærdighed, pligtfølelse og kompromisløshed.

Det er umenneskelige idealer som selv ikke den stærkeste viser sig i stand til at kunne leve op til – som den lungesyge, døende marxist og esperantoidealist Martin, der i den afsluttende novelle får forbud mod at ryge og derfor kun ryger en halv cigaret!

Kroppen, naturen og det omskiftelige, modsatrettede følelsesliv underlægger sig ikke bare de politiske dogmer. Og det skaber naturligvis et enormt ophobet indre tryk, som dramaet lever af.

Amos Oz skildrer med sart melankoli og en meget fin skrøbelighed de udsatte mennesker, der ubevidst søger mere kærlighed, end de kan få – som i novellen om faderen, der uden at være i stand til at udtrykke det til sin datter, føler en sådan smerte og længsel efter hende, at han er villig til at ydmyge sig selv og møde op hos datterens elsker, kibbutzens stærke mand, den karismatiske og selvsikre kvindebedårer David Dagan, altid med svar på rette hånd, for at få sin ’lille’ datter med hjem igen. Men som må gå alene ud i regnen med bukket hoved og hånden på brystet.

Ikke ét ord virker overflødigt eller kunstlet i de stramt komponerede historier med det klare sprog og den dybe bund.

Mellem venner af Amos Oz, 195 sider
Fornemt oversat til dansk af Hanne Friis.