Mi padre alemán af Ricardo Dudda

Særegen og personlig beretning om den karismatiske fader og familiens mørke fortid

Den spanske journalist Ricardo Dudda har skrevet en bog, der lægger tilforladeligt ud, men gradvist bliver mere og mere mørk.

Emnet for bogen er hans mærkværdige tyske far, der i 1963 flytter til Spanien, mens spaniere i hobetal flytter den anden vej. Ifølge hovedpersonen selv drager han til Spanien for at blive basunist i et spansk band, da han i en flygtningelejr efter 2. verdenskrig for første gang hører Spanish Rhapsody fremført. Hvor så livfuldt musik bliver skabt må være dejligt at leve, konkluderer han altså.

Mytoman i Murcia

Men som sønnike ved, er faderen et besværligt sandhedsvidne, der gerne ofrer nuancer på de opulente reklameslogans alter. Faderen er reklamemand om en hals, og hans bedste vare er altid ham selv, som junior konstaterer. Faderen, der er heterodoks lutheraner og jævnligt beder til Jomfruen fra El Rocío, bor i dag i El Hoyo, en beskidt udørk i Murcia med dårlig internetforbindelse og plastikaffald, der flyder på strandene.

Digressioner og ligegyldige detaljer er som oftest faderens ret, og han nødes ikke til at opgive sine voldsomt pyntede omskrivninger af fortiden. Men da farbroren Ekkhard dør, overtager Ricardo hans arkiv, og forfatteren kan således begynde at stykke fortidens puslespil sammen.

Flugt og forbrydelser

Faderen er født i 1940 ved Danzig i det daværende Preussen, og har som barn måttet flygte først fra de sovjetiske tropper og sidenhen stærkt afkræftet og syg fra Øst-til Vesttyskland. Men det er gradvist bedstefaren, Richard, der tiltrækker sig opmærksomheden.

Bedstefar Richard var politimand under nazisterne og kæmpede på Østfronten, men Ricardo Dudda er den første i familien, der afdækker bedstefarens involvering i Holocaust i Schupos såkaldte Bandenbekämpfung på Østfronten, da Ricardo finder et blodbestænkt dokument i arkivet, som bedstefaren har gemt.

Umiddelbart efter krigen bliver bedstefaren politimand i Østtyskland, indtil jorden brænder under ham, hvorefter familien flygter til Vesttyskland, hvor han efter først at have måttet demontere bomber igen får adgang til politiets rækker.

Mi padre alemán minder på mange måder om Javier Cercas litterære værker i dens medtagning af den bagvedliggende research, i blandingen af nutid og fortid og i at småneuroser, trivialiteter og skæbnesvanger storpolitik står side om side, og så ikke mindst ved  de etiske spørgsmål bogen undervejs rejser om skyld, fortrængning og retten til at tale om begge sider af historien – også om de tunge tyske lidelser.