Middagen af Herman Koch

Med humor og grum alvor afsløres bid for bid et chokerende moralsk dilemma, i en historie, hvor læseren velvilligt lader sig bedrage og forføre af en durkdreven fortæller med mørke hemmeligheder.

Fortælleren

Det er et klassisk greb den hollandske forfatter Herman Koch benytter sig af i sin roman ved at benytte en jegfortæller, der uden læseren fatter uråd, smører et tykt lag småborgerlig tilforladelighed ud over fortællings bitre kerne, men det virker. Den umiddelbare setting er ganske lige til: Den midaldrende Paul Lohman og hans kone at mødes med Pauls bror og svigerinde på en eksklusiv restaurant og kapitlernes overskrifter, ”aperitif, forret, hovedret, dessert, digestift, drikkepenge ” forleder en til at tro, at her er tale om en såre almindelig middag.

Fortællingen får dog kant, da fortælleren Paul indrømmer, at han hader at spise på restaurant og hans beretning former sig nu som hudfletning af den ulideligt selvhøjtidelige og hykleriske bror, hans gennemsigtige snobberi og politikermaner.

Borgerskabets diskrete charme

Man gnækker og griner af de præcise og vrængende fremstilling af det bedre borgerskabs indbildske godhed og larmende overfladiskhed: Broderen er en meget populær person i Holland, og han står til at blive landets næste ministerpræsident. Derfor for alt i verden fremstå ren, elskværdig og vennesæl – også restauranten er en scene for hans oppustede ego. Paul, der er tidligere lærer, men er stoppet på grund af psykiske problemer, bryder sig tydeligvis ikke om broderen og hans forløjede person, og som aftenen skrider frem kommer den indestængte vrede og årevis af frustrationer og nid på middagsbordet. Selvom man morer sig som læser, begynder man også at undre sig over, hvorfor Paul og hans kone Clair har valgt at gå på restaurant med nogle mennesker, de tydeligvis ikke kan fordrage.

Det tildækkede mørke

Men så er det den virkelige årsag til deres møde afsløres: de er alle vidende om at deres teenagesønner har begået en forfærdelig forbrydelse i en sag, der har fået stor presseomtale. Den virkelige grund til deres møde er derfor at drøfte, hvad de skal gøre: Skal de melde sønnerne, eller skal de tysse det ned og lade det være noget, de ordner internt i familien? Det er der meget delte meninger om. Samtidig med at der gradvist bliver løftet på låget for, hvilke ugerninger sønnerne har begået, kommer der pludselig en anden og meget foruroligende side frem om Paul, som kaster et nyt lys over hele fortællingen.

Og så står læseren tilbage med et noget fjoget udtryk og en ubehagelige vished om at være blevet narret, manipuleret af fortælleren. Det er en velskrevet, morsom, foruroligende og udfordrende bog, der på subtil vis lader ret være uret, unormal være normal og slipper godt fra det. Læseren identificerer sig med personerne, særligt Paul, og må ved endt læsning, spørge sig selv, hvordan han ville have handlet i en lignende situation. Svaret vil nok skræmme de fleste.