Min kamp II Af Karl Ove Knausgård

Gnavpotten og knudemanden Knausgårds afdækning af sit liv er båret af et sandt sprogligt overskud. Til tider bliver det dog for omstændeligt.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver hen mod slutningen af anden del af sit seks bind store selvbiografiske værk, Min Kamp, at han, hvilket taget hans erhverv i betragtning synes selvmodsigende, har mistet troen på fiktionen.

Måske, skiver han, er det fordi, vi i vores moderne liv er oversvømmet af fiktioner og (selv)iscenesættelser, som alle til forveksling ligner hinanden: det være sig bøger, film, dokumentarer og tv-nyheder m.fl.

Knausgårds projekt med sine selvbiografiske romaner skal forstås som netop et opgør med forstillelsen og iscenesættelsen, og hans ide med at blotlægge sig selv og sine nærmeste vokser ud af et stærkt følte behov for at nedbryde afstanden mellem virkeligheden og vores opfattelse af den.

På den ene side vender Knausgård sig i sine bøger i foragt mod sin følelsesladede og selvcentrede samtid, der ifølge ham ikke forstår, at mennesket er et dyr, der ikke lader sig forme af tidens politisk korrekte strømninger – og hans spruttende vrede bliver ikke mindre af, at han af alle steder vælger at bosætte sig i Sverige. Men på trods af sin aversion mod samtidens inderlighedsdyrkelse ligger hans bøger ikke bare i forlængelse af, men overgår måske selvsamme ved hans blotlæggelse af ikke bare sig selv, men også af familie og venner med navns nævnelse.

Hvor det i Min Kamp I var faderens død, der var det centrale omdrejningspunkt i fortællingen, er der i bind II fokus på det svære i at forene livet som familiefar med forfatterkarrieren. Vi følger Knausgårds op- og langt oftere nedture: han møder sit livs store kærlighed, får tre børn, men føler sig hurtig bunden og utilstrækkelig i rollen som ægtemand og far. Og han må kæmpe en kamp for at unddrage sig bleskift og madlavning og få sin højtskattede frihed ved skrivepulten tilbage.

Knausgård skriver helt ind til benet og hudfletter egen som andres utilstrækkelighed. Når han rammer en nerve, og det gør han ofte, så skriver han så sandt og tilsyneladende uforstilt, at det giver kuldegysninger: her er det nøgne menneske i sin patetiske lidenhed i gang med at udføre de uendelige små uheroiske gøremål, som livet består af.

Uafhængigt af hvor meget virkelighed og hvor megen digtning, der er i romanen, er de gode passager i bogen, afsindigt gode, fyldte med en intensitet og en alvor, som gør bogen til en stor læseoplevelse. Intensiteten forsvinder dog noget i de velskrevne men for lange og beskrivende passager, der med fordel kunne være forkortet.