Mussolini-kanalen af Antonio Pennacchi

Varmblodet slægtroman tager en tour de force gennem Italiens historie set med fattige bondeøjne og fortalt af et charmerende gammelt sludrechatol 

Bondens blik på historien

Peruzzi-familien ernærer sig som bønder uden jord på Po-sletten. Livet former sig for dem som for så mange andre fattige jordløse bønder, der lever under feudale forhold: hårdt og uretfærdigt, prisgivet som de er til vejrets luner og herremændenes magtfuldkommenhed.

Men da en af onklerne lader familiens berygtede hidsighed løbe af med sig og forsøger at plaffe greven ned, ja så er deres dage i det Nord-italienske talte.

Det er ikke de store overvejelser om politik, det bliver til, i de få stunder væk fra det slidsomme markarbejde, men som de fleste andre småbønder sympatiserer familien med socialisterne.

Ridepisk og sortskjorter

Men dette ændrer sig skæbnesvangert idet temperamentet også koger over for den ellers så gemytlige bedstefar, og han kommer en af de senere topfigurer i den fascistiske bevægelse til undsætning, og med sin ridepisk tamper han løs på carabinieri’ erne. Det koster dem begge en tur i kachotten, og fra den dag er familiens skæbne uløseligt bundet til sortskjorternes.

Vi kommer gennem 1. verdenskrig, marchen mod Rom, familiens indædte kamp mod de socialistiske nabobønder, og den senere, endelige konsolidering af det fascistiske diktatur.

Mussolini-kanalen

I 1932 emigrerer familien sammen med 30.000 andre til Agro Pontino, der ligger lidt syd for Rom. Her vil Mussolini opnå det som de romerske kejsere med mange flere ikke formåede: at anlægge byer i dette enorme myggebefængte sumpområde ved at grave en 31 kilometer lange kanal og afvande hele arealet.
Endelig får Peruzzi’erne deres egen hus og vokser i skyggen af Mussolinis oppustede drømme.

Familien møder ved flere lejligheder Il Duce, der som berygtet skørtejæger også har et godt øje til den smukke bedstemoder. Men glæden og fremgangen varer ikke ved, og med 2. verdenskrig og en italiensk hær, der er i næsten ligeså dårlig forfatning som i 1. verdenskrig, løber Mussolinis imperiedrømme hurtigt ud i det afrikanske ørkensand. Hvordan det går familien Peruzzi, efterhånden som fascisterne mister grebet om magten, vil jeg ikke afsløre.

Med et glimt i øjet

Romanen, der delvist er baseret på forfatterens egen familiehistorie, er fortalt med en filurs glimt i øjet, og der bliver smurt tykt på med overdrivelser og enkelte elementer af magisk realisme ryger også med i fortællergryden.

I begyndelsen skulle jeg vende mig til, hvad jeg i første omgang opfattede som fortællerens unødvendigt over-forsimplede fremstillinger af de store udviklinger i Italiens historie og tilsyneladende pointløse digressioner.

Men som man kommer længere ind i romanen viser sidehistorierne sig ofte at have stor betydning, og den gammelmodige stil og den direkte henvendelse til læseren giver et ægte nærvær og en charme til familiefortællingen, så man ret nemt kan forestille sig, at det er ens gamle bedstefar, der vil fortælle en sandfærdig røverhistorie fra de gamle dage: ’ hva’ siger du, tror du ikke på mig ? jamen den gang var alting jo helt anderledes, end det er i dag.’

Bogen er fornemt oversat til dansk af Thomas Harder.