Nordhavet af Ian Mcguire

Nordhavet er en beskidt, underholdende og særdeles nervepirrende historisk spændingsroman om en hvalfangerbåds skæbnesvangre rejse til det farefulde Nordhavet med en morder om bord.
Det er Mørkets hjerte eller Blodets Meridian hensat til iskolde himmelstrøg og tilsat et fermt kriminalistisk plot.

Bag enhver sødt duftende kvindelig ynde ligger en stinkende og svinsk verden … Man er heldig hvis man formår at glemme sandheden og påstå at det ikke står sådan til.

Civilisationens bagside

Jeg læste første gang Nordhavet af Ian Mcguire for to år siden, da den udkom på engelsk, og nu er den så udkommet i en af Jacob Levinsen veloversat dansk udgave.

Vi er i 1859 og de gamle hvalfangerbåde af træ synger på sidste knirkende vers og noget nyt, mere effektivt og stålglansende rejser sig i horisonten. Ireren Patrick Sumner er den ene af de to hovedpersoner i romanen.

Sumner er et kuldslået menneske, læge og desillusioneret soldat fra Det Engelske Imperiums blodige kamp i Indien. Sumner søger hyre om på bord på hvalfangerskibet for at slikke sine sår, forsvinde og helst glemme – hvortil han får hjælp af de rigelige mængder selvordineret morfin. Han har en blakket fortid og hjemsøges af onde drømme, der har sin oprindelse i oplevelserne i Indien.

Den anden hovedperson og Sumners antagonist, er slet og ret djævelen i menneskelige klæder: harpuneren Henry Drax. Han er et monster med glædesløs hunger, en nihilist og herre i den gudløs verden, som romanen præsenterer, hvor ord kun er skygger, og civilisation kun er fernis over den rå magt.

Da en skibsdreng bliver myrdet på skibet overvinder Sumner sin inerti og verdenslede og sætter sig for at opklare mordet - til trods for kaptajnens håndfaste formaninger, eftersom den øjensynligt skyldige allerede er pågrebet.

I mens går rejsen videre med konstant lurende farer fra hærgende isbjørne, enorme isbjerge, der vokser ud af natten, og lumske våger, revner og grødis. Men den største fare har dog menneskelig form.

Lys i mørket

Patrick Sumner er en 1800-tals Odysseus i anti-heltens menneskelig form. På sin egen flossede facon må han igen og igen overvinde svig, selvynk, naturkræfterne og den truende nihilistiske nat for med sit eksempel at kaste lidt lys ind i et ellers kulsort menneskeligt mørke.

Er der lidt for meget ’ædle vilde’ over fremstillingen af eskimoerne, tilgiver man det for den nervepirrende handling og det sansemættede, levende historiske univers beskrevet i en møgbeskidt undergangsrealismes form – med lugten af terpentin, fiskemel, sort bly og den dystre morgenstank af pis fra netop tømte natpotter i næsen – tilsat magiske elementer med drømmevarsler og totemdyr.
Ian Mcguire arbejder for tiden på en ny roman om IRA, og med Nordhavet in mente bliver det et must-read for mig.

Nordhavet af Ian Mcguire
317 sider
Modtryk
Oversat af Jakob Levinsen