Poeta al comando af Alessandro Barbero

Det poetiske diktatur. Den italienske historiker Alessandro Barbero har skrevet en roman om poeten, ’profeten’ og eventyreren Gabriele D’Annuzios sidste dage som provisorisk regent i den dalmatiske by, Fiume, i det nuværende Kroatien.

Il Vate ('Seeren')

Eftertiden har nok først og fremmest set karakteren Gabriele D'Annunzio (1863-1938)og hans erobring af byen Fiume, i 1919, som en foreløber og inspiration for den italienske fascisme.

Dyrkelsen af Føreren (Il Duce), den romerske hilsen, taler fra balkonen, og dygtig markedsføring overtager fascisterne rigtig nok fra D’Annunzio, og også voldsforherligelsen har de til fælles. Men trods den ydre lighed og fascisternes senere brug af ham, var Il Vate (Profeten), dog ikke fascist.

Gabriele D'Annunzio blev født i Pescara i 1863 som Gabriele Rapagnetta, men antog det adeligt klingende efternavn efter en slægtning. D’Annunzio viste sig tidligt at være et litterært vidunderbarn, der allerede som 16-årig debuterede med digtsamlingen Primo Vere (Foråret), der hurtig blev en bestseller. Allerede dengang viste Gabrielle sin evne som iscenesætter og sin egen reklamemand, da han for at øge opmærksomheden indrapporterede om sin egen død til avisen, som Göran Hägg skriver i sin biografi om Mussolini (Mussolini, et studie i magt)

Æstetisk dekadence og heroisk libertiner

D'Annunzio skrev digte, skuespil og romaner, enkelte oversat til dansk, og blev i datidens Italien anset som den førende lyriker. Men han var også en eventyrer med Hemmingwaysk mod, der når har ikke skrev eller forførte det gode selskabs døtre, som den første kastede sig ud i halsbrækkende kampe eller flybombetogter i 1. Verdenskrig.

D’Annunzio elskede fly, fart og fremtidens teknologiske frembringelser. D’Annunzio var fortaler for at Italien skulle entrere 1. Verdenskrig på Frankrigs side i en ’latinsk alliance’. Efter megen tøven lod støvlelandets ledelse sig overtale -  mod efter krigen at kunne overtage en del ærkefjenden Østrig-Ungerns områder ved Trieste og Dalmatiens kyst.

Men da krigen sluttede, mente især amerikanerne ikke, at de var forpligtet over for de italienske ønsker, og området blev i stedet tildelt det nyoprettede Jugoslavien.

Göran Hagg skriver i Mussolini, et studie om magt, således om forløbet :

Den italienske hovedforhandler ved fredsforhandlingerne i Versailles – Orlando, der stadig var konseilspræsident, og Sonnino, der stadig var udenrigsminister og stadig en ringe diplomat – tiggede og bad. Forgæves. Den følsomme Orlando brast flere gang i gråd, hvad der ifølge en ikke bekræftet anaekdote skal have fået den franske krigsleder Clemenceau, der havde prostataproblemer, til at udbryde: ”Bare jeg kunne pisse, som den mand kan græde!”

Det er denne plet på fæderlandets ære, som D’Annunzio vil bortviske, da han i spidsen for en skare frivillige erobre Fiume og egenhændigt erklærer byen for italiensk. Soldaterne, der skule holde ham tilbage, tilslutter sig i stedet for til Profetens march og underlægger sig hans styre, der som en af de første handlinger anderkender den nyoprettede sovjetiske stat. Den italienske stat blokerer Fiume og vender sig mod D’Annunzios enegang og regime i Fiume, der efter et års blokade og endeligt et bombardement slutteligt må strække våben.

En af historiens ejendommeligste realiserede utopier

Poeta al comando er D’Annunzios sekretær, den fiktive Tom Antonginis erindring om de sidste dage i Fiume sammen med D’Annunzio.

Og den D’Annunzio vi møder her mange facetteret: han er indbildsk, forfængelig, libidostyret, megaloman og mytoman, men han er også i glimt selvironisk og meget bevidst om den rolle, han spil
ler. Han er umulig og lunefuld som politiker. Han gemmer sig for folk, han ikke gider tale med, og selv vigtige depecher og telegrammer får lov at ligge uåbnet hen, mens han hviler sig på chaiselongen og betragter den bølgende røg fra sine franske cigaretter.

Han er ældet før tid af mangel på søvn, kokain og kampe. D’Annunzio er ganske klar over, at han bevæger sig ind i sit livs skumring, og selv ikke nok så mange erotiske eventyr, kan bortjage følelsen af forfald og nederlag.

Il Vate er mere på arbejdernes side end på arbejdsgiverne, og han er vel egentlig mere venstreorienteret individualist med respekt for mindretal end højrelænet sort skjorte.

Eftertidens opfattelse af eventyret i Fiume har som skrevet i indledningen været farvet af fascisternes brug af myten on D’Annunzio som protofascist, hvor virkeligheden snarere var, at han foragtede fascisterne og Mussolini, og derfor var en torn i øjet på denne.

Göran Hagg skriver at eksperimentet i Fiume i virkeligheden var: ’ … en af historien og det 20. århundredes ejendommeligste og mest humane, realiserede utopier.’

Alessandro Barbero

Er en af Italiens kendteste historikere og elskede historieformidler, med en meget stor fanbase. Han er professor i middelalderhistorie, men har i bøger, serier og Podcast beskæftiget sig med et utal af historiske emner. På dansk er udkommet Andres krige og egne fornøjelser. En historisk roman for hvilken Barbero vandt den prestigiøse Strega-pris.