Pukkelryg Pukkelryg af Tom Franklin
Pukkelryg Pukkelryg er ikke bare en knaldgod sydstats-krimi, det er slet og ret en fremragende roman.
’Da han var gået, lå Larry mellem sine maskiner og tænkte på Silas, hvordan tidens gang læsser nye år oven på de gamle, men hvordan de gamle stadigvæk er derinde som de tidligste, små ringe i kernen af træet, de mest skjulte, der sidder indkapslet i mørke og beskyttet mod vejr og vind.
Men så kommer en brølende sav flænsende ind, træet tumler om, cirklerne rammes af solen, saften glinser, og stubbene ligger frit fremme til alles beskuelse. ’
Scary Larry
Amos, Mississippi. Larry Ott er en tilsyneladende godmodig særling, en eneboer, der har fyldt sit hus fra gulv til loft med bøger, særligt gyserromaner.
Larry lever et stille, ensformigt liv: hver dag tager han en ren kedeldragt på og kører ned på sit autoværksted, hvor han tålmodigt venter på kunder, der aldrig kommer.
Den økonomiske krise har også ramt hårdt i syden, men det er nu ikke derfor, Larry står helt uden kunder. En ulykke har ramt den lille stillestående by: den nittenårige studerende Tina Rutherford, datter af egens rigeste mand, er forsvundet og det giver uhyggelige mindelser til en lignende sag for 25 år siden, hvor en anden pige sporløst forsvandt uden nogensinde at blive fundet.
Al mistanke faldt den gang på Larry – Scary Larry, som han nu bliver kaldt – fordi han den pågældende aften var på date med pigen, og tilsyneladende var den sidste der så hende i live. Larry blev aldrig dømt, men mistanken har i alle årene klæbet til ham som harpiks fra de store mørke træer.
Opstandelse og had i Amos
Rygterne, sladderen, det indestængte had og det frydefulde gys får frit løb, når lillesamfundets indbyggere udbreder sig om Larry, der bor derude på den mørke gård, hvor han vel sikkert lusker rundt og fylder hovedet med alverdens perversiteter i sin sygelige besættelse af Stephen King-gysere.
Da nu en pige igen er forsvundet, ved Larry godt, at alles blik er fæstnet på ham, men han får sig en gedigen overraskelse, da han en dag kommer hjem fra arbejde, og en maskeklædt mand skyder ham på klods hold.
Mens Larry kæmper for sit liv, finder den sorte betjent Silas under en gribbefyldt himmel, det forrådnede lig af en lokal narkotikahandler.
Venner i en afstumpet verden
En ophidset stemning griber byens borgere, men på dette højdramatiske tidspunkt springer romanen tilbage til 1970 erne, hvor Silas ankom til syden fra Chicago med sin hårdtkæmpende mor og mødte den sære og ensomme Larry Ott, hvis mor hver aften bad for at hendes søn måtte få sig en ven.
Larry, Silas og pigen Cindy vokser op i en voldelig, afstumpet verden, hvor mændene drikker, roder med biler og bag en rå mandehumor udviser en fortvivlende ondskab, der ydmyger og slår (ned) på en hver uacceptabel svaghed.
Larry, der er kvindagtig kvabset, fysisk svag, og som flygter ind i bøgernes parallelle verden, er en evig skuffelse for sin tavse og hårde mekanikerfar, der kun uden for hjemmet, i værkstedets lugt af olie, røg og testosteron bliver snaksaglig og veltilpas, når han, mens han skruer på møtrikker og måler olietryk, fortæller barske historier til de andre storgrinende mænd.
Racespændingerne dyrkes og vedligeholdes, men til trods for forældrenes påbud om at lade være, finder Larry og Silas alligevel sammen i leg, jagt og fluefiskeri, mens Larry til Silas’ store fornøjelse genfortæller handlingen i de uhyggelige gyserromaner, han vedvarende læser.
Skyld, skam og soning
Men noget går galt, en kile bliver slået ind mellem dem, og Silas, der både ser godt ud og er en særdeles dygtig baseballspiller, vender ryggen til den nørdede hvide taber, som ingen alligevel gider at være sammen med. Og da pigen forsvinder, går Larry ud af skolen, mens familien bliver skyet som pesten og smuldrer bort i hård druk og forstenet tavshed.
Nu mange år efter føler Silas skam og en tyngende skyld over, at han vente Larry ryggen og over en alvorlig fortielse i fortiden. Derfor påtager Silas sig som bod at fodre Larrys høns og passe på huset, mens Larry svæver mellem liv og død, og Silas søger efter spor, der viser sig at pege i en uventet retning.
En glimrende roman
Pukkelryg Pukkelryg er en af den slags romaner, der viser hvor meningsløst det er at skelne mellem genrelitteratur, som krimier på den ene side og så ’rigtig’ litteratur på den anden.
Sproget er mageløs præcist og pointeret med et lag af antydning underneden.
Det emmer af flimrende hede, skov og Mississippis sumpede landskaber.
Der er en enorm indlevelse og dybde i personkarakteristikken, så man både føler, lider og forstår dem.
Plottet er medrivende og veldrejet med subtil tilbageholdelse af information, og en stemningen af næsten gotisk uhygge sænker sig med sære personer, urovækkende hændelser, store vider og dunkle skove.
Romanen er ikke så meget historien om en forbrydelse og dens opklaring, som om en forbrydelse og dens følgevirkninger selv mange år efter. Fortiden er nemlig slet ikke død, den lever nemlig videre i bedste velgående.
Tom Franklin
Forfatteren til romanen, Tom Franklin fra Dickinson, Alabama, er et nyt bekendtskab på dansk. Han er universitetslærer på Oxford, Mississippi og har udgivet flere romaner og novellesamlinger. For Pukkelryg Pukkelryg har han vundet den prestigefyldte CWA Gold Dagger Award og Los Angeles Times Book Award i 2010.
Jeg håber virkeligt at flere af hans bøger måtte blive oversat til dansk, for Pukkelryg Pukkelryg er så sandelig en læseoplevelse af de store.
Pukkelryg Pukkelryg
303 sider, udkommer på Forlaget Klim
oversat af Søren K. Barsøe