Radetzkymarch af Joseph Roth

Pertentligt pudsede sætninger, krummelurer og stor detaljerigdom. Men slægtromanen om det Østrig-ungarske rige bliver i længden for altmodisch symboltung og traurig-melankolsk.

Efterhånden som ironien ebber ud af fortællingen, tramper fortælleren med sortlakerede marchstøvler rundt i altings forgængelighed, og det gør sidste del af romanen til en noget sej kamp at komme igennem.

’ … drevet ud af den enfoldige tros paradis, troen på kejserens dyd, sandhed og ret, og lænket i tålmod og tavshed måtte han erkende, at snedighed sikrer verdens beståen, lovens kraft og majestætens glans’

Det gulnede billede af verden af i går

Radetzkymarch fortæller gennem tre generationer af den slovenske slægt Trotta, om det Østrig-Ungarnske kejserriges forfald frem mod 1. verdenskrig.

De provinsielle Trottaeres historie bliver uløseligt bundet til selve kejseren, da løjtnant Joseph Trotta redder kejseren fra en fjendtlig kugle. For denne dåd adles Joseph, han bliver udråbt til helt, og hermed ændres den videre slægts gang, da den nu har adgang til adelens privilegier.

Men tragisk nok finder den gamle Joseph Trotta ikke megen glæde i sin ophøjede position, og da den tørre, fantasiløse Don Quijote-skikkelse finder ud af at skolebøgerne ikke genfortæller den skæbnesvanger begivenhed på sandfærdigvis, men derimod har smurt tykt på med opbyggelig patriotisme, sætter han sig, til trods for øvrighedens formaninger, for at få fjernet beskrivelsen fra historiebøgerne.

Desillusioneret på kejserrigets vegne bestemmer han sig også for at hans eneste søn skal blive embedsmand og altså ikke få en militær løbebane, og sådan bliver det.

Etikettens anatomi

Bogens egentlige hovedperson er dog tredje generation, Carl Joseph, der forsøger at leve op til den tunge arv, det er at være sønnesøn af ’Helten fra Solferino’ i den stolte kejserlige hær.

Kejseren er nu en gammel olding og nye vinde blæser ind over dobbeltmonarkiet og bringer strejker, opstande, krav om demokrati og andre nye farlige ideer, der truer det med alderen tonedøve, stokkonservative og gennemført traditionsbundne rige.
Og den gamle kæmpe vakler på lerfødder frem mod skuddet i Sarajevo og 1. verdenskrigs blodige punktum.

Roth skriver ypperligt og med inderligt vemod om den korset-stramme etikette, der regulerede alle livets forhold, hvor alt har sin plads. Og det nøje afmålte forhold mellem far og søn er et forhold mellem den alvidende patriark og hans ydmyge lærling, hvor følelse og ethvert tilløb til rørstrømskhed kapsles inde af et panser af victoriansk forstillelse.

Det er her Roth er bedst (i første del af bogen) med fremstillingen af den latterligt stramme etikette, hvor et forket placeret adjektiv, en utidig håndbevægelse eller en ikke blankpudset manchet er lig med altings forfald og potentielt kan føre til – en uhyrlig næsten utænkelig tanke – at dobbeltmonarkiet styrter i grus.

Regntung march mod enden

Men længere fremme svinder ironien ind til gengæld for fuldtonet melankoli, død og tung, håndgribelig symbolik. Sproget er fortsat smukt, næsten for perfekt og glanspoleret efter mit temperament.

Jeg må indrømme, at samlet set er min oplevelse af romanen mere, at det er et interessant historisk/litteraturhistorisk dokument, der for den historisk interesseret giver et indblik i det hedengangne Østrig-Ungarnske rige, end det er en evig grøn og gyldig klassiker, sådan som Kristian Ditlev Jensen fremfører i forordet… men nu hører lange, kunstlede beskrivelser uden megen handling heller ikke til mine præferencer – jeg foretrækker Joseph Roths fine reportager fra 1920ernes Berlin ’Kong Salomons tempel i Berlin’, som jeg var langt mere grebet af.