Roma af Simen Ekern

Den evige stad: En rejse fra drømmen om la dolce vita til de bloddryppende Anni de piombo.

I en blanding af interview og reportage med litterært præg fører den norske journalist og italienskender, Simen Ekern, læseren gennem de mørke gyder i Roms nutidshistorie.

Springvand og cocktails

Vi får fremstillingen af det lidenskabelige, romantisk-nostalgiske Rom som turisterne og filmstjerne valfartede til for at se og blive set.

Udlændingene ville opleve det Rom, de havde lært at elske i 1950ernes biografmørk, hvor Fellini og de andre italienske filmmagere for mange gengav et sværmerisk og sødmefuldt Rom med tyktflydende sensualitet, evig stjernedrys og altid åbne barer og atmosfæriske cafeer som Café de Paris, hvor Ingrid Bergman, Roberto Rossellini, Anthony Quinn og andre af tidens hotteste filmskuespillere hang ud, drak og lod sig beskue.

Her fødes begrebet paparazzi, mens klicheen om de livsnydende romere flittigt blev holdt ved lige, også af romerne selv.

Men samtidig med drømmen om dette lette, søde liv løb der en mørk understrøm i Rom, som efterhånden delte byen mellem de røde og de sorte: de revolutionære røde og de sorte nyfascister, der stolt tog arven op efter Mussolini.

Rød og sort terror

Det blev ekstremt voldeligt i løbet af slut 60erne og 70erne, de såkaldte blyår, og denne radikalisering skyldes til dels, hvad man kunne betegne som tidsånden, men også specielt italienske forhold som det manglende retsopgør med fascismen efter 2. verdenskrig, landets placering og geopolitiske betydning under den tilspidsende kolde krig, som gjorde at USA og vestblokken ikke kunne acceptere, at kommunisterne kunne komme til magten selv ved lovligt afholdte valg.

De Røde Brigader terroriserede landet og dræbte den moderate og forhandlingsvillige ministerpræsident Aldo Moro, mens sortskjorterne, til trods for at grundloven forbød fascistiske partier i at genopstå, myrdede, torturede og indgik tætte alliancer med dele af hæren og højrefløjspolitikere, som var overordentligt tæt på at føre til et militært støttet kup.

Den anarkistiske forfatter og filmmager Pier Paolo Pasolini, latterliggjorde og kritiserede i skarpe kronikker alt fra fascister, kommunister og magtliderlige kardinaler. Og for dette og måske for sit udsvævende homoseksuelle sexliv, blev han et af tidens mange ofre, da han bestialsk blev myrdet. Et mord som af bevidst eller ubevidst inkompetence aldrig er blevet opklaret.

Uhellige alliancer

Og sådan er det stadigvæk: tætte forbindelser mellem pavestaten, politikere og mafiaen synes at udgøre en form for fundament for magten i Rom, hvor den nu afdøde forhenværende ministerpræsident Giulio Andreotti, ’sfinksen’eller ’mørkets fyrste’ igennem mere end en menneskealder har inkarneret det betændte, korrupte politiske miljø, hvor magtfulde venner står gemt bag scenen, men trækker i alle trådene.

Der er i hvert tilfælde sammenfald, tavshed og mystiske omstændigheder nok i italiensk politik til at nære de fleste konspirationsteoretikere.

Simen Ekern interviewer nogle af datidens hovedaktører: som et af medlemmerne af den romerske afdeling af De Røde Brigader der dræbte Moro, Giulio Andreotti, men også for eksempel en ældre romersk dame, som i dag stolt bærer øreringe med Mussolinis kontrafej.

Passion for Rom

Ekern er engageret og stiller sig kritisk overfor magten og dens udøvere. Han sympatiserer med Aldo Moro og udelukker hans politiske kollegaers argument om, at staten ikke kunne forhandle med terrorister, selvom det var hvad Moro mente både imens og før han blev kidnappet. Ekern er vidende og skriver atmosfærefyldt med sans for drama og indlevelse.

Sine steder er teksten lige lovligt referende og kan da føles lidt som obligatorisk læsning, men interviewene er meget spændende, og Ekern laver gode iagttagelser, samtidig med at han levner tilstrækkelig plads til at personerne selv kan fremstille deres version af historien.

Det er alt andet end en feel-good rejseguide til Rom, men bogen giver et godt og medlevende indblik i Roms og dermed Italiens moderne historie fra 2. verdenskrig til i dag.