Rubicon – The Triumph and Tragedy of The Roman Republic af Tom Holland

Aldrig har romerne været mere levende: storslået, vidende og høj-dramatisk historisk værk om republikkens storhed og fald er som at læse et mafiaepos i bedste Godfatherstil.

Alea iacta est

‘The sun had long set behind the Apennine mountains. Lined up in full marching order, soldiers from the 13th Legion stood massed in the dark. Bitter the night may have been, but they were well used to extremes. For eight years they have been following the governor of Gaul on campaign after bloody campaign, through snow, through sunner heat, to the margins of the world.
Now, returned from the barbarous wilds in the north, they found themselves poised on a very different frontier. Ahead of the flowed a narrow stream.
On the legionaries’ side was the province of Gaul; on the far side Italy, and the road that lead to Rome. Take that road, however, and the soldiers of the 13th Legion would be committing a deadly offence, breaking not only the limits of there province, but also the sternest laws of the Roman people. They would, in effect, be declaring civil war.
Yet this was a catastrophe for which the legionaries, by marching to the border, had shown themselves fully steeled. As they stamped their feet against the cold, they waited for the trumpeters to summon the to action. To shoulder arms, to advance – to cross the Rubicon.
But when would the summon come?’

Fortidens civilisationer

Som barn var jeg besat af fortidens antikke imperier. Efter at have forladt jura-og kridt-tidens kæmpeøgler, kastede jeg mig over de antikke civilisationer: de storslåede Egyptere, de hærgende Hittitere og de grusomme Assyrere. Men der var ét rige og en civilisation, der dengang for mig overstrålede alle de andre; Romerriget og dets blodige historie: dets tapre legionærer, umættelige erobrertrang, dets verdensimperium, og de bloddryppende ustandselige magtkampe – alt sammen noget, der nok kan fostre potente drengefantasier.

Narrative history at its best

Jeg har længe gerne ville læse Tom Hollands prisvindende og højtpriste bog om den Romerske republiks sidste tid. Det er en uhyre intens, velfortalt beretning – som Ian McEwan er citeret for på bogens forside – er det ’… narrative history at its best .’

Den engelske populærhistoriker Tom Holland – der ikke er historiker af uddannelse, men har en ph.d. grad i engelsk og latin, og også er skønlitterær forfatter – giver i bogen et levende portræt af den romerske verden med fokus på de toneangivende personer, deres relationer, rænkespillet og de konstante magtkampe.
Og på en måde så det bliver forståeligt, overskueligt og nærværende udreder Tom Holland trådene, og han fremhæver på fornem vis de væsentligste faktorer, der førte til republikkens fald, og påviser hvordan det fik langtrækkende konsekvenser ’ … a thousand years of civic self-government were brought to an end, and not for another thousand, and more, would it become a living reality.’

Et romersk tilbud du ikke kan afslå

Det siger sig selv at figurer, kendt af de fleste såsom Cæsar og Cicero spiller en væsentlig rolle i dette romerske drama. Og de bliver også fremstillet nuanceret og som menneskelige – alt for menneskelige – først da det er for sent kan endelig Cicero leve op til egne idealer!

Men i sær, synes jeg, det er herligt at få et indgående kendskab til så fascinerende skikkelser som den selvforherligende Pompejus den store; den blodtørstige diktator Sulla; helten, hvis der er en sådan, den ubøjelige republikanske forkæmper til det sidste, moralisten Cato; og så i særdeleshed over-opportunisten, mesterstrategen og det rå, blotlagte magtmenneske Crassus, om hvem der står at:

’Throughout a career of slipperiness and opportunism, Crassus had remained constant to a single principle: opposition to Pompey’s goals. Event hat, it now appeared, had been a principle too far. Crassus justified his U-turn as the action of a statesman, performed in the interests of the Republic – but everyone knew that he had never made a selfless move in his life.
In his cold and calculating soul not even the pleasure of hatred, it appeared, could compete with the passion for power.’

Grådighed, ambition og svindende pligtfølelse

Hele tiden handler det om den svære balance mellem de to romerske kardinaldyder: ambition og pligten overfor republikken. Den fremelskede ambition, der havde gjort Rom til centrum i et imperium, havde det med at udarte til egenkærlighed og – o ve og skræk – når én mand opnåede for store sejre og medfølgende ære, for så skimtede de skræmte senatorer tyrannens tilbagekomst!

Én verdens undergang og en nys fødsel

Den romerske verdens mentalitet er på en gang så fjern og så nutidig, og det kunne måske være oplagt at trække en parallel til vore dage, hvor én supermagt også dominerer totalt (endnu vel?), men den slags sammenligninger holder Holland sig klogelig fra at drage – selv om overskrifter som ’War on terror’, ’World war’ og ’Blitzkrig’, jo får læseren til at indirekte at drage visse paralleller mellem antikkens verden og vores egen.

Det er én verdens undergang og en ny verdens tilsynekomst, vi bevidner i bogen, og det er fortalt på en måde, så at jeg var fuldstændig opslugt. Jeg forstår ikke hvorfor et dansk forlag endnu ikke har kastet sig over at oversætte denne med rette roste bestseller. Hvis bogen bare blev markedsført på rette vis, ville jeg helt sikkert tro, at den ville få mange læsere.

Jeg glæder mig allerede til at læse andre af Tom Hollands bestseller bøger om den antikke verden – jeg kom, jeg så, jeg skamlæste.