Sandhedskommissæren af David Park

Den nordirske forfatter David Park har skrevet en rigtig god kontrafaktisk roman om en sandhedskommission, hvis formål det er at bringe forsoning til det borgerkrigshærgede Nordirland, men som snarere end at bygge op er medvirkende til at ødelægge liv og puste til gammelt had

Bogens struktur er krimiens, men det er de skarpe og medrivende personportrætter, der fænger, og som giver et fornemt indblik i fredsprocessen set med de impliceredes egne øjne.

Gråzoner i det dystre Belfast

Harry Standfield er en kynisk-realistisk midaldrende libertiner, der påtager sig opgaven som sandhedskommissær ikke af idealistiske årsager, men af karrieremæssige hensyn – det vil se godt ud på CV’et.

Standfield gør sig ingen forhåbninger om, hvad kommissionen kan udrette. Han finder tværtom lede ved politikerne og de velmenendes klicheer om heling og forsoning gennem konfrontation med fortidens mest smertefulde og nu tabubelagte handlinger. Sandheden er ikke hvid og klar, men fuld af gråtoner og modstridende interesser.

Standfield ankommer til det deprimerende og udsigtsløse Belfast, han foragter - men som hans datter, vel som en form for protest mod faderens æstetiske, men ansvarsløse livsstil, har valgt at bosætte sig i.

Standfield går i gang med arbejdet, der skal forsøge at kaste lys over, hvad som hændte en 15 årig dreng, hvis skæbne familien lever i uvished om. Drengen havde, viser det sig, kontakt til både politiet og IRA.

Udover Standfield følger vi i romanen IRA-frontmanden Francis Gilroy, der som nyudnævnt børne-og kulturminister i det nye Nordirland, forsøger at vende sig til freden, de bonede gulve og det politiske spil.

Den tvangspensionerede politimand James Fenton, der plages af nutidens manglende forståelse af fortidens krigsførelse og kaos, som han selv var en loyal brik i. Men Fenton er også selv skyldbetynget og forsøger gennem humanitært arbejde at sone sine synder.

Endelig er der Danny, der er flygtet fra fortiden og har bosat sig i Florida, med kæreste og barn på vej. Det er så fint og skrøbeligt, det de to sårede mennesker har, men angsten og fortiden krybber sig langsomt ind på dem.

Sandhed eller tavshed?

Ingen er glade for, at der bliver rørt op i fortidens grumsede vande, bortset selvfølgelig fra familien til den forsvundne dreng. Der er store politiske interesser på spil, og sandheden er ikke det, de er interesseret i, snarere en spiselig løgn, der kan sætte punktum, men som samtidig viser deres velvilje uden at hykleriet skinner alt for tydelig igennem.

Bogens pointe er netop, at den nære fortid ikke bare sådan kan graves op og gøres til genstand for en kølig afbalanceret granskning. Alle har smuds på fingrene, og sorg, smerte og retfærdighedstørst er voldsomme kræfter, der vanskeligt lader sig domesticere og afrette.

Den ophøjede kommission ender som et bureaukratisk projekt, der afkræver det umulige og stiller forventninger i udsigt, som ikke vil kunne indfries. Det er mere end de pinte og plagede sjæle kan holde til.

Bortset fra en lidt påklistret moralskopbyggelige udvikling, som sandhedskommissæren må igennem, er romanen overbevisende i sin indsigtsfulde skildring af personer mærket såvel af fortidens slagmark som af nutidens fordømmelse, entydige moralisme og anmassende krav om forsoning.

Niels Lindvig fra Orientering har skrevet et godt forord, der fint ridser den nordirske konflikt op.

Sandhedskommissæren af David Park
392 sider
Oversat af Lea Carlsen Ejsing
Jensen & Dalgaard