Sidste sporvogn til Elysian Fields nr. 13 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Store forandringer

Der er sket store omvæltninger i New Iberias politikreds og i særdeleshed i Daves live, siden sidst vi hørte fra ham i den undergangsdystre Jolie Blons Blue:

Hans elskede kone Bootsie er død for et års tid siden af blodsygdommen Lupus; Alafair er flyttet hjemmefra og er i gang med collage; bådudlejningen er solgt til Batist;

Daves hus, som hans far byggede med egne hænder i 30erne, er brændt ned på grund af en uforsvarlig elinstallation, der har forsaget en kortslutning – noget der viser sig at spille en væsentlig rolle i bogens plot –; den gamle sherif er gået på pension, og tænk sig, Daves gamle makker Helen Soileau med en mund så beskidt som et offentligt toilet, imødekommenhed som en kaktus og temperament som en afrikansk hanelefant i must, er nu indehaver af sherifskiltet … og så sætter alderen nu så småt sine spor: Cletus gule hår er begyndt at blive brunligt gråt.

This aggresion will not stand, man

Det hele begynder, da Daves gamle ven, den katolske præst Fader Jimmie Dolan, udsættes for en regulær gennembankning. Sporene peger i retning af New Orleans-gangsteren ’Fede sammy Figorelli– en mand der allerede i Highschool var så fed, at han sad fast inde i sin tuba!

Men Dave, der assisteres af Cletus, får smidt alverdens advarsler og forhindringer i vejen, og samtidig med denne sag sker der hjemme i New Iberia et tragisk færdselsuheld, hvor tre unge teenagepiger med sprut i blodet hamrer ind i et træ og mister livet.

Sprutten stammer fra et lokalt firma, der sælger illegale drinks også til mindreårige. Og så dukker en dødsensfarlig irsk lejemorder med samvittighedskvaler op og laver rav i den, mens Dave får færten af en gammel sag om en talentfuld og egensindig sort bluesmusiker, Junior Crudrup, der på mystisk vis forsvandt, mens han var straffefange og arbejdede på den magtfulde Castille LeJeunes gård – hvis datter Dave i øvrigt tilbage i tiden har haft en affære med.

Speget affære

Det er en voldsom speget affære, og som altid skal gådens løsning bogstaveligt talt findes begravet i fortidens muld. Man kan måske synes, Dave kommer sig vel ledt over tabet af Bootsie, men som den hårdkogte mand han er, bærer han ikke følelserne ude på tøjet.
Og indirekte ses tabet i Daves om muligt mere sammenbidte raseri og længsel efter fadøl med et skud ravgult whisky i.
Det tidligere forholdet til den nu gifte kvinde Theo LeJeune – et regulær Ménage à trois – er nok lidt genbrug fra et tidligere bind i serien, men det gør mindre, når handlingen ellers er så kompleks og sammensat.

Kontrapunkt af tvivl

Dave får afløb for sit opsparede raseri over uretfærdigheden, racismen, de riges arrogance og magtmisbrug. Men heldigvis løber selvretfærdigheden ikke løbsk, som det ofte sker hos mindre dygtige krimiforfattere.

Der er, som altid hos James Lee Burke et kontrapunkt, hvor tvivlen, selvransagelsen og egen indbildskhed afdækkes. Tag for eksempel dette citat, hvor Dave er på date med en sort politikollega og plages af skyldfølelse overfor sin afdøde kone, og derfor, for bedre at kunne være sig selv bekendt, forsøger at vende det til spørgsmål om andres snæversynede racisme:

’Systaterne har ændret sig dramatisk siden borgerretslovene i tresserne. Enhver, der siger noget andet, har enten ikke været der eller håber at holde gamle sår åbne og væskende ud fra sine egne, personlige motiver. Og der er ingen steder, hvor forandringen har været mere iøjnefaldende end i de engang så modstræbende stater længst sydpå.
Men den aften, da jeg tog Clotile Arcenaux med ud til middag på East Main Street, prøvede jeg at overbevise mig selv om det modsatte. Jeg sagde til mig selv, at blikkene i smug over mod vores bord, den kejtede holdning hos venner, der syntes, de skulle komme over og hilse, var udtryk for det snæversyn og den latente rascisme, man kunne forvente inden for vores kultur.
Sandheden var, at der ikke var nogen, der havde noget imod Clotiles race. Men de havde noget mod, at jeg gik ud med en anden kvinde mindre end et år efter Bootsie var død. ’

Mr. Storyteller

Til trods for romanens indviklede plot, hvor trådene fornemt samles til sidst, er James Lee Burke ikke først og fremmest plotmager. Han er frem for alt en fantastiske storyteller. Karaktererne i hans romaner udfylder ikke bare plotbærende roller, men har derimod alle individuelle træk. Og selv de mest perifere personer har en fortid og en historie, som Lee Burke er så god til med få ord at fortælle, uden handlingen taber momentum.

Det værste (eller måske er det det bedste?) ved at blive hooked på James Lee Burkes kriminalromaner er, at jeg kan mærke, at det har gjort mig mere intolerant overfor dårlige eller sjusket skrevne krimier med mere arketypisk persongalleri. Heldigvis har jeg dog endnu et par runder til gode med min cool buddy, Dave Robicheaux.