Sine egne rødder nr. 3 i Billy Bob Holland-serien af James Lee Burke
’Doc sagde, at der var fuldt af spøgelser i Montana. Indianere, der var blevet massakreret ved Marias River, pionerer der var døde af tyfus eller kolera på vej mod prærievognene mod Oregon, de rastløse ånder af general Custer og hans soldater fra det syvende kavaleriregiment, hvis kroppe blev savet over med flintestensknive og efterladt på bredden af det, som sioux’erne og de nordlige cheyenne-indianere kaldte Greasy Grass. Men jeg behøvede nu ikke udskifte geografien for at se syner.’
Tip 1: Tag ikke på ferie!
De lærer det tilsyneladende aldrig, Burkes hovedpersoner: ferie er af det onde. For når de lige har pakket fiskestængerne og regner med at kunne rekreere og dase rundt i gode venners lag i naturskønne omgivelser, så sidder krogen med modhager dybt begravet i deres kød, og ud af ingenting er de hvirvlet ind i grumme grimme affærer, der ofte overgår dem, de jo var flygtet fra i New Orleans, Louisiana eller Deaf Smith, Texas.
Tip 2: Tag aldrig på ferie til Montana!
Og tager de til det ærkekonservative cowboyland Montana (hvor forfatterne selv bor halvdelen af tiden, den resterende tid bor han selvfølgelig i New Iberia udenfor New Orleans) så er de næsten selv ude om det, for så venter der med garanti en kryddret western-ret bestående af øretæver, white trash, afdankede voldelige cowboys, problemer så langt øjet rækker, tilsat en god gang italienske mafia-kødboller.
Som i et spejl?
Det er også tilfældet denne gang, hvor Billy Bob Holland er inviteret af vennen Doc Voss enkemand og Vietnam-veteran. Men det viser sig hurtigt, at Doc er på kant med stort set alle i Bitterroot Valley, Montana på grund af sin ubøjelige modvilje mod den minedrift, der hensynsløst ødelægger den smukke natur, men yderligere er det også lykkedes ham at komme på tværs af en motorcykel-band, en nynazistisk milits, mafiaen og så lige mens han var i gang: FBI.
Docs datter bliver brutalt voldtaget af tre fra den narkosmuglende biker-bande, men da de tre gerningsmænd myrdes en efter en, synes den tidligere elitesoldat Doc at være den oplagte selvtægtmand. Derfor ser forsvarssagfører Billy Bob Holland sig selvfølgelig nødsaget til at føre vennens sag, og så kører plotekspressen ellers der ud af.
Fart og spænding, men for mange aktører
Der er fart over feltet, men efter min smag er romanen denne gang for tungt læsset med for mange karakterer og ærkeskurke, til at der er tid til den grundige, dvælende persontegning, som jeg ellers synes er en af Burkes store forcer. Velskrevet som altid, men denne gang er personkarakteristikkerne altså efter min mening, for forudsigelige og skabelonagtige til at bogen fænger i samme grad, som jeg efterhånden er blevet forvænt med, når navnet er Burke, James Lee Burke.
