Slægten Borgia – magt, begær og brutalitet i renæssancens berygtede familiedynasti af G.J. Meyer

Fortjener Borgia-slægten dens elendige ry? Nej, mener den amerikanske populærhistoriker G.J. Meyer.

Her i en lille smule jord, ligger en som var frygtet af alle

Borgia-slægten er i historien blevet skildret som en slags symbol på renæssancens moralske degenerering. Slægtens lidet agtværdige omdømme skyldes angiveligt, at Borgiaerne, selv efter italienske samtidsforhold, dyrkede en afskyvækkende syndig livsførelse.

Og at de ved hjælp af en uhørt kynisme, massiv korruption og omfattende nepotisme fik adgang til paveembedet og derved havde held til at placere sig lige i centrum af europæisk magtpolitik og i midten af den kamp, der dengang rasede mellem Europas konger og de italienske krigsherrer.

Det er en inciterende drabelig fortælling om de moralsk fordærvede Borgia-paver, der svælgede i vin, kvinder, magt og mord. Men det er, som G.J. Meyer viser med sin nye bog, også en ondskabsfuld løgn, en myte spundet af politiske modstandere og senere tider, der enten havde behov for at distancere sig fra Borgiaerne, eller, som det var tilfældet med protestanterne, kunne bruge den mørke legende om slægten som et kraftfuldt billede på den fordærvede romerske-katolske kirke med det magtfuldkomne (over)hoved.

Denne gængse, men altså ukorrekte opfattelse af Borgiaerne, er tilsyneladende ikke bevidst om de 500 års veltilrettelagte smædekampagne, men har blot ganske ukritisk viderebragt alle stereotyperne. I de historiske kilder er der nemlig ikke ret megen belæg for alle de horrible gerninger, som tilskrives slægten. Dertil kommer at politik i renæssancen, og ikke mindst i og omkring Rom var en helt ufattelig blodig og beskidt affære, som Meyers bog overbevisende dokumenterer.

Borgia-slægtens oprindelse

Egentlig hed de ikke Borgia men Borja og stammede fra Spanien, sikkert fra en landsby ved navn Borja ved Valencia. Her regerede kong Alfonso den 5.af Aragonien over et storrige, der også bestod af Sicilien, og som fik tilføjet Korsika, Sardinien og som kronen på værket kongeriget Napoli. I sit hof havde kongen fundet plads til en kyndige og lærde jurist, Alonso Borja, der nød godt af kongens gunst og sine veludviklede diplomatiske evner.

Alonso blev præsteviet og biskop, og han blev kendt som fredstifter, da han var med til at afslutte Det store skisma, der længe havde skabt splid i kirken. I 1445 drog Alonso Borja (Borgia) med kong Alfonsos velsignelse til Rom, hvor han blev kardinal. Rom, skriver Meyer, var på denne tid ikke den strålende verdenshovedstad, som den var under de romerske kejsere, ej heller den mægtige stad, den vil blive om få generationer.

Rom var derimod et forfaldent hul: pavens eksil, skisma, komplot, krige og blodfejder havde skændet den engang så mægtige by. I 1455 er der derfor udtalt behov for fred og stabilitet i Rom, ikke mindst efter at de vantro Osmanner to år forinden havde krydset Bosporus og erobret Konstantinopel.

To magtfulde familier, Orsinierne og Colonnaerne kæmper begge om paveembedet og mod hinanden i voldsomme blodfejder. Derfor kommer det relativt ubeskrevne blad Alonso ind fra sidelinjen og bliver som 76 årig udråbt som ny pave.

Kardinalerne tror fejlagtigt, at der blot er tale om en overgangsfigur, som de kan bruge til at tjene egne interesser. Men de og læseren skal blive meget klogere, og således begynder historien om Borgiaerne, om Alonso, Rodrigo, Cesare og Lucrezia med mange flere.

Overordnet er der tale om et solidt og velfortalt populærhistorisk værk for den almindeligt interesserede. Indimellem synes jeg dog, at forfatteren forfalder til det vel spekulative, når kilderne ikke helt rækker.

Bogens baggrundskapitler er gode, men den megen information og næsten stakåndede opremsning af navne, steder og begivenheder fører ind imellem læseren ud på så fjerne biveje, at det kræver en hel del at finde tilbage til fortællingens hovedspor.

Meyer skriver i et ligefremt forståeligt sprog og går bestemt ikke og putter med sine anti-og sympatier. Hvorvidt han går for langt i bombastiske kækhed, når han skråsikkert fælder dom over historiske personer eller andre historikere, kan jeg ikke bedømme.

På engelsk bærer bogen titlen: The Borgias – the hidden History, mens det danske forlag har valgt at slå på den saftigere og mere kulørte undertitel Magt, begær og brutalitet i renæssancens berygtede familiedynasti.

Det er til at forstå, men synes også i nogen grad at gå imod bogens hensigt om at være en ædruelig og kritisk revision af selv samme myte om Borgiaerne som særligt brutale og nydelsessyge.

Slægten Borgia – Magt, begær og brutalitet i renæssancens berygtede familiedynasti
Af C.J. Meyer. 466 sider. På dansk ved Lasse Rask Hoff.