Solnedgangsekspressen nr. 10 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Selv når James Lee Burke ikke er bedst, er han stadig blandt de allerbedste.

Da Megan Flynn, prisbelønnet og feteret fotograf, vender tilbage til Louisiana bliver plastret på et aldrig lægt sår flået af: for fyrre år siden fandt Dave og hans far Megans far, en kontroversiel fagforeningsmand, død, tortureret og korsfæstet til en ladeport.

En modbydelig gerning ladet med symbolik, en magtdemonstration ud i det ekstreme og makabre, og en klar trussel til alle de kunne finde på, at sætte de fattige frugt-og-bomuldsplukkere op mod det ’feudale’udnyttelsessystem og de magtfuldkomne plantageejere.

Megans tilbagevenden sætter Dave på den gamle sag, hvis aktører nok er ældet, men i den grad er alive and kicking.

Et filmhold, der skal producere en film om plantagearbejdernes slid og afsavn i 1940erne, hvidvaskning af penge, FBI’s ufine samarbejdspartnere og metoder er yderligere nogle af ingredienserne i denne roman, ligeså er portrættet af Daves moder, der i 1946 steg på solnedgangsekspressen til Hollywood og efterlod Dave.

Romanen hører ikke til blandt de bedste i serien, dertil er der lidt for meget automatpilot i plot og forbryderkarakteristik. Men selv i en mindre god bog af James Lee Burke, kan man alligevel fryde sig over sætninger som disse om henholdsvis en afstumpet bølle, der forandres af frygt og så en vemodig og rørende karakteristik af moderens flugt ind i solnedgangen:

’Min erfaring er, at den fysiske og følelsesmæssige forvandling, som nu og da indtræder med enhver bølle, altid antager én og samme form. Den fremkaldes af frygt, og virkningerne er som en flammes virkning på stearin. Det hånlige grin om munden og blikkets lede og foragt smelter bort og erstattes af et selvudslettende smil, en indrømmelse af ligegyldig svaghed over en oversukret tone af velvilje i stemmen. Upålideligheden er som en olie, der afsondres fra huden; tøjet kommer faktisk til at stinke af det.’
-
’Hun (Daves mor) havde store bryster og en fyldig krop, og det var, som om hendes seksualitet og hendes uskyld brast ud at tøjet, når hun dansede jitterbug, eller, et øjeblik senere, dansede en sjæler med Hank, varm og åndeløs i ansigtet, mens hans fingre gled ned over hendes ryg og æltede hendes bagdel.
Toget kørte stadig på det samme Southern Pacific banelegme, der havde ført min mor til Hollywood i 1946, og med toget kørte stadig de samme vogne fra den Sunset Limited-linje hun havde kørt med, måske med de samme ørkenlandskaber malet på væggene.

Sommetider, når jeg så toget køre gennem vintermarken med afbrændte sukkerrøsstubbe, kom jeg til at tænke over, hvad min mor mon havde følt, da hun trådte ned på perronen på Union Station i Los Angeles med pilleæskehatten kækt på sned og tasken knuget i sin lille hånd.

Troede hun mon, at den strålende luft og appelsintræerne og San Gabriel-bjergenes blå silhuet var skabt specielt for hende, for at blive opdaget i netop dette øjeblik, på en jernbanestation med et ekko som i en domkirke? spadserede hun ud i Stillehavets grønne bølger og mærkede sin kjole svulme over lårene og fylde hende med en seksuel nydelse, ingen mand nogensinde havde skænket hende?

Hvad gik det ud på?

Hitler og George Orwell havde allerde sagt det. Historiebøgerne skrives af og handler om denne verdens Terrebon'er, ikke om skøre kugler oppe på Mekong-floden eller folk, der dør under olieeksplosioner på en boreplatform, eller analfabetiske kvinder i Cajun- området, der tror, at Solnedgangsekspressens lokomotivfløjte kalder på netop dem. '

Ekstrainfo

Information bragte for øvrigt en interessant artikel af Tonny Vorm Portræt af storbyens sorte samvittighed, hvor Tonny vorm rigtigt skriver om James Lee Burke, at han tog noir-genren tilbage til dens originale rødder og på ny udnytter genrens kritiske potentiale:

’I USA var James Lee Burke og Sarah Paretsky blandt dem, der fandt genren nyttig til udtrykke indignation over Reagans politik og samtidig afspejle en nation splittet af Vietnam-krigen og Watergate-skandalen.For så vidt skriver Burke og Paretsky noir-romanen tilbage til dens originale rødder, der var næret af 30’ernes depression og befolkningens afmagt over for et politisk system, der i forfatternes øjne var præget af ambitioner om økonomisk og industriel fremgang for enhver pris – Burke gør det ved at fokusere på den traditionelle amerikanske regionalisme i sit portræt af det sumpede Louisiana, hvor moral er erstattet af grådighed, og alliancer mellem myndigheder og kriminelle trives uforstyrret;’