Som sne i solen af William Boyd

’Her er alt for varmt til at slås i længere tid, siger han, vi smelter alle sammen som sne i solen!’

1.verdenskrig i Østafrika

Den skotske forfatter William Boyd har med den historiske roman Som sne i solen skrevet en underholdende til tider grotesk morsom roman om det engelske og tyske imperiums blodige sammenstød i Østafrika under 1. verdenskrig.

Her i det glohede og ufremkommelige Østafrika forvandles gammelt godmodigt venskab med ét til fjendskab i en uforståelig og meningsløs konflikt, der styres mere af dårskab, blind patriotisme og ulyksalige tilfældigheder end af strategi og heroisme.

På fin vis bruger Boyd den groteske krig i Østafrika som et udtryk for den irrationaliteten, der er indlejret i den gamle, victorianske verden, hvis grundvold i løbet af romanen slår gevaldige sprækker.
Som sne i solen er en kollektivroman, hvor læseren stifter bekendtskab med blandt andre en amerikansk farmer, der bare vil dyrke sin jord i fred, som afskyer englænderne og deres snobberi og som modvilligt går ind i krigen for at få hævn over sin tyske nabo, der har raseret hans ejendom. Et tidløst billede på den lille mand, der knuses af de store imperiers hærgen.

Trekantsdrama og sædernes forfald

Men i centrum af fortællingen er et trekantsdrama i en engelsk families, hvor den nygifte patriotiske storbroder drager i krig, såres og tages til fange i Afrika, mens hans kone, Charis, er utro med den selvstændige, anti-militaristiske og studentikose lillebror, der for at sone sit 'forræderi' drager til Afrika for dels at opspore broderen, men også for at sikre sig, at det afslørende brev fra Charis ikke når frem til sin destination.

Lidt efter lidt går familien op i limningen, og familiens overhoved, patriarken og den pensionerede major bliver meget sigende stadig mere verdensfjern og diffus i takt med altings skred. Som handlingen skrider frem stiger spændingen, da broderen flygter fra sine tyske fangevogtere, der anklager ham for at være spion, og så går den vilde jagt over savannen.

Krigen ved verdens ende

Boyd skriver let, flydende og ofte med en underspillet ironi – særligt morsomt, synes jeg, han er i fremstillingen af kontrasten mellem den stive formelle høflighedsform, hvormed personerne tiltaler hinanden, og så hvad de i virkeligheden føler.

De indfødte spiller ikke nogen videre rolle i romanen, hvor det er nærstudiet af den hvide engelske eller tyske mands tåbelige handlen, der er i fokus.

Bogen giver desuden lejlighed til et indblik i et nok noget overset kapitel af 1. verdenskrig, nemlig kampene ved imperiernes ydrekant, her Østafrika, som fremstår troværdigt og livagtigt i Boyds ukunstlede prosa.
Bogen er fra 1982.