Sovereign af C.J. Sansom nr. 3 i Shardlake-serien
Mørk, mesterlig og meget medrivende tredje del af Shardlake-serien fra Henrik den ottendes bloddryppende England, hvor bødlerne er på overarbejde, og det kræver sin mand at klare sig fri af det konstante rænkespil.
Ikke til at slippe
Besat og tryllebundet af bogen og dens mange snedige og overraskende vendinger, måtte jeg bare blive ved med at læse – ét kapitel mere, og så lige ét kapitel til, indtil jeg i løbet af to dage havde læst de samfulde 661 sider.
Det var en historisk univers, jeg lod mig suge ind i og ikke havde lyst til at forlade efter at have vendt den sidste side.
Det barbariske og urolige Nordengland
Vi skriver anno 1541 og det er i den grad urolige tider, der hjemsøger Tudorriget: Et plot mod kongen er just blevet afværget og i det rebelske Nordengland, ulmer oprørets flammer endnu. For få år tilbage rejste, det pave - tro Nordengland sig i oprør mod Henrik Tyran, som de kalder ham – et oprør som kongen kun med nød og næppe og med svigagtig list har fået nedkæmpet.
Som et led i en kombineret charmeoffensiv og magtdemonstration har kongen sat sig for bringe sine undersåtter i det barbariske norden på bedre tanker end at konspirere mod kongemagten ved selv at forlade London og drage nordpå i et enormt optog med tusindvis af soldater, aristokratiets top og hans nu femte kone Cathrine Howard.
Omskiftelige tider
Og det er her den pukkelryggede sagfører Shardlake kommer ind i billedet. Efter Cromwells fald og henrettelse er det nu ærkebiskop Cranmer, som Shardlake påtager sig at arbejde for. I York, Nordengland, hvortil kongen med følge drager, sidder nemlig en af de overlevende konspiratorer fra oprøret mod tronen, og Shardlakes opgave er nu at sikre at den farlige fange, når frem i live til London, hvor han i Tower skal underkastes den mest grundige tortur af de førende eksperter, for at få ham til at hoste op med oplysninger om yderligere konspiratorer.
De er ikke i York i besiddelse af den rette ekspertise, og desuden frygter man, at der vil blive gjort et forsøg på at befri den prominente fange, hvis synspunkter her deles af mange.
Tudorhusets legitimitet drages i tvivl
Det der på papiret skullet have været en ret overskuelig opgave for Shardlake og hans assistent Barak bliver straks en hel del mere kompliceret, da en glarmester bliver myrdet, og særligt da også et skrin med nogle hemmelige dokumenter, der sår tvivl om den kongelige families legitimitet til kongemagten dukker op, ja så er den sympatiske krumryggede sagfører fanget i et dødsensfarligt spil, der nemt kan ende med, at han bliver den næste i rækken, der får en enkeltbillet til at kaste et sidste blik på London set foroven, umiddelbart inden den står på dystert selskab og radbrækning.
Fabelagtig fortæller
Sansom er så tydeligvis fuldstændigt inde i den historiske periode, at han så aldeles ubesværet formår at lade læseren føle han befinder sig blandt de adelige, sågar møder den iltre, perfide og med rette parnoide konge, støder på jævne folk, som på ludfattige; og snart befinder sig i ildelugtende fængselsceller med sadistiske, fanatiske fangevogtere. Og så er plottet voldsomt spændende, og personerne skildret med dybe og troværdighed.
Særligt den grumbøjede hovedperson er et fund. Man holder med ham og af ham og føler med ham i de utallige ydmygelser, og ondskabsfulde nedrigheder han på grund af sin lidelse stoisk må affinde sig med, mens hans skarpe intellekt bider sig fast i de små detaljer, som andre overser.
Det skal blive en udsøgt fornøjelse at følge, hvad der i de kommende bind hænder for Master Shardlake og det på flere måder gennem-rådne Tudor-regime.