Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil af Michael Dobbs

Engageret og velskrevet journalistisk fremstilling af Det røde imperiums fald.

Murens fald og Den Kolde krigs bratte afslutning kom dengang som en kæmpe overraskelse for selv de mest garvede vestlige iagttagere. En af disse, den tidligere reporter for Washington Post, Michael Dobbs, befandt sig ellers konstant i begivenhedernes centrum, men altså uden at han dengang fornemmede, hvor porøs den røde kolos var.

På afstand tager det sig alt sammen klarere ud, og i nu tre bøger har Dobbs givet sin skildring af Den Kolde Krig i bøgerne: Fra verdenskrig til kold krig, Cubakrisen – Kennedy, Khrusjtov og Castro på randen af atomkrig og her senest i dansk oversættelse altså Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil.

Retrospektivt, beretter Dobbs, var forfaldstegnene ellers til at tage og føle på, men hastigheden hvormed begivenhederne tog fart, kom også bag på ham, der ellers havde rejst Østeuropa tyndt og mødtes med mange af de centrale aktører.

Et sminket lig

Dobbs begynder sin beretning om Sovjets fald med den jugoslaviske diktator Titos begravelse i 1980. Noget overraskende måske, ofte indtager Tjernobyl i 1985 eller invasionen i Afghanistan i 1979 ikonets plads over det sminkede lig: Sovjetstyrets ineffektivitet, uduelighed og bureaukratiske umenneskelighed.

Men for Dobbs var det i bakspejlet mødet med og førstehåndsindtrykket af den kommunistiske topledelse, der samledes ved Titos begravelse, som rev propagandasløret fra hans øjne, således at han ved selvsyn kunne konstatere, hvor grelt det måtte stå til med det ufejlbarlige partis ophøjede repræsentanter:

I midten af forsamlingen sad Big Brother selv som en middelalderlig kejse, der modtog vasallernes hyldest. Leonid Bresjnev lod til at have problemer med at koncentrere sig om det, der foregik omkring ham. Hans ansigt var oppustet. Han klamrede sig til sin uundværlige udenrigsminister, Andrej Gromyko, som et barn klamrer sig til sin barnepige. ’Hvor er Andrej Andrejevitj?’ mumlede han i åbenlys panik, når Gromyko nogle få øjeblikke forlod hans hans side. Han var omringet af spytslikkere.

Øjenvidneskildringerne og personkarakteristikkerne er bogens helt store force. Det litterært/journalistiske sprog og de dramatiske virkemidler giver begivenhederne en umiddelbar friskhed og dragende åbenhed, der gør beretningen medrivende for læseren.

Pennen slår gnister

I kort form føres vi fra Titos begravelse, til Solidaritet i Polen, over Tjernobyl, invasionen i Afghanistan, Murens fald, Den Himmelske Fredsplads, de baltiske landes løsrivelse, Gorbatjovs forsøg på at reformere kommunismen, det fejlslagne kupforsøg og endelig Jeltsins opløsning af USSR. Dobbs har næse for at de små menneskelige rystelser, der med lynets hast kan blive til jordskælv, som selv ikke Stalins arvtagere kan tæmme.

Grundlæggende er Dobbs analyse, at det kommunistiske regime ikke så meget faldt på grund af et ydre pres i form af våbenkapløb, eller den bekostelig krig i Afghanistan. De var nok faktorer, der fremskyndede processen, men regimerne i øst brød først og fremmest sammen, fordi de var pilrådne i fundamentet: korrupte, ineffektive og baseret på frygt og undertrykkelse var de ude af stand til at frigøre sig fra den bureaukratisk-hierarkiske underdanighed, der prægede samfundene, og den floskuløse leninisme var nok tømt for reel indhold, men den var dog fortsat en cementblok om benene på tilløb til mere grundlæggende reformer.

Allerbedst er Dobbs i sin fremstilling af Gorbatjov, der i bogen fremstår som en slags antihelt, for hvem begivenhederne løber løbsk. Gorbatjov er på en gang fremsynet, og ufattelig naiv; han er et tågehorn og et politisk dyr med sans for magt og Kremls farlige byzantinske gange; overbevist leninist, selv længe efter han selv havde tømt begrebet for stort set al mening, og alle murene var faldet.

Man finder næppe mere spændende og læsevenlige fremstillinger af Den Kolde Krig end Dobbs’ trebindsværk.

Michael Dobbs er seriøs og nuanceret i sine analyser, men som læser skal man kunne acceptere, at han er glødende i sine anti-og sympatier. Han forsøger ikke at begive sig af med kølig og distanceret akademisk historieskrivning, det er ikke hans hensigt. Dobbs fremstillinger er journalist-historisk fortælling med vægt på fortælling, drama og stor personlig indlevelse.