Stoner af John Williams

Stoner er en fremragende roman: en både rørende og dybt fascinerende fortælling om en stille eksistens og hans inderlige dedikation til litteraturen.

En almindelig mand

William Stoner kommer til verden i 1891 født ind i en fattig landmandsfamilie i Missouri og dør i 1956 i sit hjem. Stoner opnåede i sine 65 år på jorden at blive lektor i engelsk litteratur på University of Missouri, at få udgivet en enkelt bog, at indgå ægteskab med en kærlighedsløs, neurotisk kvinde og at blive far til en indesluttet og ulykkelig datter.

I korte træk ville det være den triste biografi om William Stoners begivenhedsløse liv. Men i John Williams smukke, men helt ukunstlede historie er livet så langt større end de få tørre biografiske data lader forstå:

her er sorger, glæder, stille undren, fascination, dyb lidenskab og stedvise glimt af lykke; det er livet i dets fulde rigdom af ubegribelige modsætninger, som Williams så mesterligt indfanger.

Mødet med litteraturen

Den skelsættende begivenhed i Stoners liv er ikke, som for så mange andre, de to verdenskrige, der bryder ud i hans levetid, men som han ikke deltager i, ej heller betyder den beskedne karriere noget særligt for ham, og det er da slet ikke det forpinte ægteskab med en nervesvækket strigle, der giver hans liv fylde.

Nej, rystelsen, som aldrig helt fortager sig til trods for modgang og depression, sker, da han under sine jordbrugsstudier skal igennem et kursus i engelsk litteratur obligatorisk for alle studerende.

Den tynde, senede landmand in spe bliver her grebet i sådan en grad, at han uden at underrette sine forældre skifter studie, således at han kan komme dybere ind i denne for ham ukendte, uforståelige verden, der nu i kraft af fiktionen har åbnet sig for ham. Det bliver til en livslang besættelse.

Tvivl og selvbevidsthed følger med og spærrer vejen tilbage til den af hans forældre udstukne vej. Skammen, tavsheden, de knugede hænder og den gensidige forlegenheden skildres fornemt, da William ikke længere kan udsætte at fortælle sine forældre, der jo blot er ydmyg bønder, at deres eneste søn altså alligevel ikke vender med tilbage til gården, men vil fortsætte på universitetet med sine litteraturstudier!

Nå men det så livet, sådan ser det altså ud

Havde han levet i en anden tid, havde William måske været en asketisk munk, der i klostercellen søgte ro og fordybelse i skriften og i de religiøse studier. Men i denne verden, som nogle kalder virkeligheden, må også William Stoner agere: tjene penge, undervise, købe hus, gifte sig og så videre.

Han møder Edith, en sart og overbeskyttet pige fra St. Louis og bliver stormende forelsket. De bliver gift, men deres ægteskab er en stor fiasko: én lang krig med Edith som den forbitrede hjemmegående, der er ude af stand til at skabe mening og indhold i sit liv, hvorfor Stoners tavse lidenskab og stille lykke med datteren er et slag i ansigtet, som kun intriger og opbragte følelser kan dulme.

Også på instituttet bliver Stoner tvunget ind i gemene og trivielle magtspil, der suger kræfter ud af ham, og som han inderligt afskyer. Et intenst forhold til en studerende med samme lidenskab for litteratur bliver Stoners første virkelige møde med en gavmild og gensidig kærlighed. Det bliver en kort lykke for den omgivende verden med dens ubøjelige krav, misundelse og hykleriske småborgerlighed trænger sig uvægerlig på.

Men til trods for alle genvordighederne, trætheden, resignationen, og alle de forkerte valg, som Stoner har truffet i sit liv, løber der alligevel hele vejen igennem romanen en form for hjertegribende taknemmelighed over livet, over mulighederne og over litteraturen.

Det er en stærkt gribende roman med gevaldig præcision i de sammensatte personskildringer og i fremstillingen af hovedpersonens rige indre liv.

Stoner. 304 sider.
Lindhardt og Ringhof.
Fornemt fordansket af Jens Christian Grøndahl.