The Interrogator af Andrew Williams

historie krimi

The Interrogator er engelske Andrew Williams debutroman, og det er en meget flot og overbevisende debut. Bogen er en historisk thriller, der på mange måder minder om landsmanden Robert Harris’ historiske spændingsromaner fra 2. verdenskrig: Fædrelandet og især Enigma.

De Grå Ulve viser tænder

Vi er i krigens tredje år, 1941, og kun Storbritannien holder med næb og kløer stand mod Hitlers sejrende armeer. Men briterne er dybt afhængige af deres atlantiske flåde, som de tyske undervandsbåde, ’de Grå Ulve’, uafbrudt angriber og sænker med nådesløs præcision.


Bogens hovedperson Lt. Douglas Lindsay bjærges i live modsatte, de fleste af sine kammerater, da hans skib en kold nat i Atlanterhavet, bliver ramt af en tysk torpedo.

Plaget hovedperson

Lindsay plages af skyldfølelse, og han ønsker brændende af ’sone’ sin skyld som overlevende, og han gør nu sit yderste for at rette op på sine skæbnesvangre mangel på mod på korvettens kolde dæk, ved nu som forhørsleder i flådens efterretningstjenesten at lirke oplysninger ud af de tilfangetagne tyske flådesoldater.

Ret hurtigt får Lindsay en frygtelig anelse, der udvikler sig til en besættelse, om at de koder som den britiske flåde og de britiske handelsskibe benytter sig af, er blevet brudt af den tyske flåde, hvilket forklarer det enorme antal sænkede skibe.

Men Lindsay er halv tysk, med en fætter, der er højtstående officer i den tyske flåde og hans spørgsmål og boren i det pinagtige spørgsmål møder mange magtfulde fjender indenfor efterretningstjenesten, MI5. Her arbejder Mary Hendreson, med hvem han indleder et forhold efter et flygtigt møde.

Med skjult hjælp fra Mary satser Lindsay med al magt at få sandheden ud af den højtstående Ubådskommandør Jurgen Mohr. Det bliver dog sin sag, da de tilfangetagne tysker udøver en nådesløs selvjustits, der ikke tillader nogen fraternisering med fjenden.

Djævelsk plan

Douglas må udtænke og iværksætte en udspekuleret og farlig plan, for at sandheden endelig kan vristes ud af tyskernes jernnæver. Men her opstår så bogens moralske dilemma, for mister han sig selv undervejs i processen, og bliver han fjenden i spejlet, når løgn og svig bliver gangbar mønt, eller er det blot spillet kyniske regler?

Bogen er velresearchet og lægger sig tæt op af virkelige hændelser, som Williams forklarer i efterordet. Bogen er spændende på en afdæmpet, realistisk vis, og man kan nærmest mærke sømændenes rædsel og frygt, når de flyder rundt i det iskolde vand, og det spegede spil mellem de forskellige efterretningstjenester er indgående og troværdigt beskrevet.

Andrew Williams har tidligere skrevet historiske dokumentarserier til BBC, og det må kunne forklare debutantens sikre greb om drama og plot. Eneste minus er en lidt påklistret moralsk opsang til hovedpersonen fra de andre aktører mod slutningen, men det tager man med. Hans næste bog, To kill a Tsar, er skrevet på min læseliste.