The Nazist: a Warning from History af Laurence Rees

As George Orwell put it in his famous review of Hitler´s Mein Kampf: `human beings don´t only want comfort, safety, short working-hours, hygiene, birth control and, in general, common sense; they also, at least intermittently, want struggle and self-sacrifice, not to mention drums, flags, and loyalty parades´. Many people also, Orwell might have added, like being told they are `superior´ to others merely by virtue of their birth, and the recent catastrophic events in their country´s history were nothing to do with them, but the result of some shady `international conspiracy´.

 Den engelske historiker og dokumentarist Laurence Rees har i mange år beskæftiget sig indgående med 2. Verdenskrig og nazismen, og han står bag en række prisvindende BBC- dokumentarprogrammer, ligesom han også har skrevet en række bøger om emnet.

På dansk er udkommet Stalin, nazismen og vesten og Auschwitz. The Nazis: a warning from history, der før Rees omskrev den også til bog var en dokumentarserie, har vundet stor hyldest. Bogen er mærkeligt nok ikke oversat til dansk.

Bogen på en 350 sider bygger på omkring et hundrede øjenvidneberetninger, fra nogle af dem, der gennemlevede, led under eller støttede nazisterne i deres march mod magten og endelige fald i 1945.

Det giver bogen en utrolig nerve at høre begejstringen, lidelserne eller de frygtelige ugerninger fortalt afnogle af dem, der oplevede dem på egen krop. I sær fordi Laurence Rees er en nøgtern, sober fortæller, der med sit indgående kendskab til stoffet, og sin journalistiske kunnen formår at lade personerne sige det, de ønsker - hvor slemt det end lyder i vore ører- og så undervejs stille kritiske spørgsmål og derefter indskrive og forholde den enkeltes beretning og oplevelse i forhold til det bredere billede.

At prøve at forstå

Bogen er en fremstilling af nazismens inderste kerne, dens natur, og, så vidt det lader sig gøre, Laurence Rees´ forsøg på at forklare, hvorfor tyskerne og deres allierede handlede som de gjorde, uden hverken at dæmonisere eller på nogen måde at retfærdiggøre. Det sætter læseren i et uvant dilemma, da man undervejs uvilkårligt må spørge sig selv: Ville jeg have haft klarsynet og modet til under de givne omstændigheder at have handlet anderledes?

Bogen indledes passende med et citat af Nietzsche: ”Hvis du stirrer længe nok ned i afgrunden, stirrer afgrunden også ind i dig”- som går i spænd med den foruroligende forside, hvor Hitler sammen med en af sine generaler med blikket, ligesom gransker læseren.

Bogen er som nævnt en meget ædruelig gennemgang af nazismen i praksis, af tidsånden og af de faktorer, der muliggjorde Hitlers sejre såvel som endelige og altødelæggende nederlag.
Rees gennemhuller gang på gang myter og forestillinger om Hitler og Det Tredje Rige og hans gennemgående pointe kan kondenseres med Aldous Huxleys ord om at ” The Propagandist is a man who canalizes an existing stream, in a land where there is no Water he digs in vain”.

At holde myter under lup og nogle facts

Rees underbygger på en måde, der virker stærkt overbevisende, sine pointer:
Nazisterne var nok de mest kompromisløse og voldelige på højrefløjen, men det var ikke et originalt parti, hverken i indhold eller i dets symboler.

Nazismens effektivitet er en myte. Der herskede total kaos i de tolv år, de var ved magten. Hitler var uinteresseret i dagligdagspolitik og økonomisk styring. Ofte var han tøvende (modsat myten), og han undlod bevist at udstikke klare linjer til sine underordnede. Derimod blev princippet om ”at arbejde hen mod Føreren” (Working towards the Führer) det styrende på alle niveauer, hvorved karrieremageri, strid og opportunisme florerede. Dette var Hitlers socialdarwinistiske forestilling om den stærkes ret overført på regeringsførelse.

Gestapo bestod ikke først og fremmest af fanatiske SS-ere, ej heller var det overalt. De fleste Gestapo-folk var tidligere politimænd, der måske af opportunisme lod sig overføre til det politiske politi. Og Gestapo var dybt afhængige af stikkere: op mod 80 procent af al kriminalitet blev opdaget af almindelige mennesker, og det meste af denne ubetalte hjælp til Gestapo kom fra almindelige mennesker, der ikke var medlem af partiet.

Hitlers ide om at angribe USSR i 1941 var ikke én mands galemandsværk, som det siden er blevet fremstillet, men en plan, der dengang nød bred opbakning bland generalerne. Ærkefjendens hær var alvorlig svækket efter Stalins mange skueprocesser mod officerer havde ryddet grundigt ud i rækkerne; Sovjethærens manglende effektivitet var klart blevet udstillet i landets krig mod Finland, og Hitler håbede på, at han ved at slå USSR, kunne svække den engelske kampmoral, så at det ville opgive krigen.

Derudover var krigen en udryddelseskrig ført mod under-menneskerne, med henblik på at skabe Lebensraum til tyskerne og gøre Rusland til Tysklands fødekammer.

Det var ikke kun SS, der stod bag grusomhederne på østfronten. Barbarossa-dekretet gav hæren mulighed for at: dræbe alle sovjetiske politi- kommissærer, henrette partisaner og udøve kollektiv afstraffelse. Rees peger på nazismens dehumanisering af slaverne som dyr, at de tyske soldater befandt sig så langt hjemmefra, modløshed over krigens gang, og partisanernes grusomhed som nogle af forudsætningerne for at også mange almindelige tyske soldater tog del i de grusomme nedslagtninger. Desuden stod hæren i et konkurrenceforhold til Himmlers SS om Hitlers gunst, og den måtte derfor ikke syne svag eller tvivlrådig.

Før krigens begyndelse havde Hitler ikke nogen masterplan for, hvad han skulle gøre ved jøderne. Indtil 1941 var der ikke truffet nogen endelig, systematisk afgørelse.

Nok engang: dannelse og akademiske grader udgjorde ikke et bolværk mod bestialiteter. Tvært imod kunne bevidstheden om egen høje dannelse være et vigtigt element til retfærdiggørelse af de mest forfærdelige misgerninger.(som i Kjartan Fløgstads roman Den yderste grænse ).

Rees begrundelser for tyskernes kamp til den bitre ende: Soldaterne havde svoret ed til Hitler, mange tyske soldater, havde begået forbrydelser på østfronten, frygten for repressalier, den nazistiske propaganda, og den stålsatte vilje om ikke at gentage 1. verdenskrigs ydmygende fredsbetingelser.
Det er en rigtig grum, men vellykket bog, der med en kritisk nysgerrighed går til denne sorte periode i verdenshistorien. Og det virkelige scoop er de mange stemmer, der får lov at komme til orde heriblandt flere højtplacerede nazi-officerer, der ofte uden anger giver deres egen fremstilling af sagen.

Ét interview brændte sig særligt fast: interviewet med en gammel litauisk mand, der bag det tilforladelige bedstefar–ydre gemmer på en massemorder af rang uden anger og stadig uforbederlig antisemit.
Laurence Rees bog udgør et glimrende svar på tiltale om,hvorfor det har relevans at beskæftige sig med de tolv frygtelige år fra 1933 -1945.