Tysk mesterskab af Richard Birkefeld og Göran Hachmeister

De to tyske historikere og krimimakkerpar følger op med endnu en god kriminalroman.

Denne gang fra Weimarrepublikkens Tyskland hvor det tyske mesterskab i motorcykelløb danner den ydre ramme for et medrivende drama om svig, forløjet idealisme og gryende racehygiejne i et Tyskland, hvor en dyster understrøm af brun ekstremisme, krigsnostalgi og demokratilede løber under den tilsyneladende muntre overflade af grænseløs teknikfascination, negermusik og chik mode.

Teknologibegejstring i Weimarrepublikken

I 2011 udkom den første roman på dansk af Richard Birkefeld og Göran Hachmeister, Den der bliver tilbage har ret (læs anmeldelsen her) en forrygende krimi fra et Berlin i frit fald i de sidste måneder i 2.verdenskrig.

Tysk Mesterskab er henlagt til 1926 i Weimarrepublikkens mere rolige år, hvor de revolutionære røde spartakister for længst er blevet nedkæmpet, og Hitlers mislykkede ølstuekup i ’23 allerede for mange er et fjernt minde.

Men fortiden spøger stadigvæk, ikke mindst for bogens to hovedpersoner de to konkurrerende motorcykelkørere: den lavadelige Falk von Dronte og den grove proletariske Arno Lamprecht. De to hader hinanden af et ondt hjerte, et fjendskab der kun bliver forværret, da de begge er interesseret i den samme frigjorte kvinde: Thea von Brock, der med sin påklædning og udsvævende kunstneriske bohemeliv er en tort i øjet på samtidens strammundede spidsborgerskab.

En hovedløs fortid presser sig på

Men alverdens udskejelser, hæder og potente hestekræfter kan ikke udviske fortidens misgerninger: Arno Lamprecht kæmpede i 1. verdenskrig med store sjælelige ar til følge, og endnu værre er, at han stadig står under mistanke for at have dræbt og skåret hovedet af sin kone i 1923.
Politiet fatter igen mistanke til ham, da flere lig bliver fundet nær turrneringsløbene; lig, der har det tilfælles at hovedet mangler.

Falk von Dronte plejede i sine unge år, nu til stor fortrydelse for ham, omgang med en gruppe af nazistisk frikorpsfolk under ledelse af en hensynsløs major, der tog Von Dronte under sin vinge, da denne lå forslået og ydmyget af de røde revolutionære under et forgæves forsøg på at melde sig til fronten i 1918.

Von Dronte blev dengang glødende højreradikal nationalist og fulgte ord op med handling, da han sammen med to andre mænd var med til at tæve, hvad der angiveligt var en stikker, ihjel og begrave ham dybt i den bayerske muld.

Men nu hvor von Dronte sammen med Thea forsøger at leve en anden tilværelse, dukker majoren op på ny og truer von Dronte til at opklare, hvem der har givet et tip til myndighederne om ligets placering, skåret hoved af liget og nu forsøger at afpresse majoren, der er på vej til at gå ind i politik.

Så det bliver selvfølgeligt stadigt sværere for de to motorcykelkørere at koncentrere sig fuldt ud om løbene og konkurrenterne til det tyske mesterskab. Og mens de søger efter sandheden i dette morads af løgne, træder såvel politi som hævngerrige nazister dem i hælene, mens en tredje sinister trussel operer i det skjulte.

Historisk autenticitet og velfungerende plot

Såvel kompositorisk som tematisk har romanen meget tilfælles med Den der har tilbage har ret, hvor synsvinklen også skiftede mellem de to fjendtligtsindede hovedpersoner, indtil deres veje endelig krydses.

Det er igen realistiske hovedpersoner, vi får beskrevet: desillusionerede overlevere med ar på krop og sjæl, der bliver indhentet af en fortid, der ikke vil lade dem leve i fred, og som må famle sig frem i jagten på sandheden.

Man mærker igen i denne bog forfatterens store historiske indsigt, og de velintegrerede beskrivelser af datidens mode, musik, pseudovidenskabelige raceafhandlinger med mere giver en stor grad af autenticitet til fremstillingen. Uden at røbe for meget, vil jeg sige at romanen har en forfriskende, modig afslutning, der nok vil komme som en overraskelse for de fleste.

Mine få indvendinger går på, at Arno Lamprecht måske nok formulerer sig vel dannet for en grov udannet mand at være, og at der nogle enkelte steder er tilløb til teaterreplikker i stedet for dialog, når de mange historiske begivenheder skal videregives til læseren. Men det er heldigvis ikke reglen, men netop undtagelsen.

En grov fejl er det dog, at der i prologen, ved en fejl i oversættelsen formoder jeg, står, at prologen foregår i 1932, og ikke i 1923 som der rettelig burde stå. Det gav mig i første del af romanen en del problemer med at få kronologi og handling til at hænge sammen.

Ellers er det en anbefalelsesværdig og meget fængslende historisk kriminalroman.