Udenrigskorrespondenten af Alan Furst

Lunken spionroman er al for velfortalt til at være decideret dårlig, men også for lang i spionspyttet og for gråmeleret til for alvor at sætte spionhjerter i brand.

Den amerikanske spændingsforfatter Alan Furst er et stort navn i den engelsksprogede verden, og med Udenrigskorrespondenten introduceres han for første gang på dansk – noget Stor-krimi-nestor Bo Tao Michaëlis ifølge egne ord har kæmpet for i adskillige år.

Vi skriver 1938, tiden lige inden Anden Verdenskrig, og stedet er først og fremmest Paris, men vi kommer også til Berlin, Prag, Italien og Spanien.

Carlo Weisz, italiensk journalist, der er flygtet fra Mussolinis Italien og nu har bopæl i Paris, er bogens hovedperson. Efter en afstikker til fronten i den verserende borgerkrig i Spanien bliver han kaldt tilbage til Paris. Han arbejder for Reuters, men han skal nu også stå for at redigere en italiensk undergrundsavis, da den tidligere redaktør findes myrdet - med al sandsynlighed af italienske agenter. Det storpolitiske drama er den gradvise tilnærmelse mellem Italien og Tyskland, som i 1939 fører til den skæbnesvangre `Stålpagt´ mellem de to lande.

Carlo Weisz kommer i besiddelse af nogle dokumenter, der påviser, at der i den italienske sikkerhedstjeneste er et enormt opbud af tyske agenter – måske med hensigt på en dag at kunne besætte landet? Hvert tilfælde bringer det Weisz i adskillige efterretningstjenesters søgelys, og samtidig tyder alt på, at der blandt undergrundavisens lille hemmelige stab af ansatte er en forræder, der arbejder for Mussolinis fascistiske-Gestapo-pendant OVRA.

Beskrivelserne er generelt atmosfæremættede, og bærer præg af stor detaljerigdom og research. Men handlingen snegler sig af sted, hovedpersonen er temmelig køns-og karakterløs, og en utroværdig kærlighedshistorie med en tysk modstandskvinde i Berlin virker forceret og stjæler for megen plads. Jeg havde set frem til at læse Alan Furst efter de mange lovord – men Udenrigskorrespondenten var et noget skuffende bekendtskab.

Det skal dog blive interessant at se, om ikke andre af hans bøger bliver oversat til dansk, og om de mon ikke er mere vellykkede – hans roman Dark Star har jeg da flere gange hørt omtalt som en historisk spionroman af prima kvalitet.