Under jorden af William Boyd

’Skyer var hans arbejde – han var sky-ekspert, der havde fremstillet skyer i sit kæmpemæssige laboratorium og stimuleret dem til at aflevere deres frugt i form af regndråber eller hagl…
så hvorfor lå han her møgbeskidt og ensom på en lille trekant jord langs Themsens bred?
Det var ikke første gang, at den tilværelse han indtil for nylig havde haft forekom ham at være en slags spotsk kimær – modsætningerne mellem hans to tilværelser, før og efter, var for påfaldende til at være virkelighed – som om den Adam Kindered, han havde været, var en fantasifigur, en vagabonddrøm, en hjemløs klunsers feberfantasier.’

Slentrende gennem Chelsea

Det var et rent tilfælde, at Adam Kindered efter en veloverstået jobsamtale ved Imperial College slentrede ind på en hyggelig italiensk café i rigmandskvarteret Chelsea, faldt i snak med en distræt forsker i immunologi, og valgte at opsøge denne for at aflevere det chartek, som forskerkollegaen havde glemte på restauranten.

Down down deeper and down

Men det banale møde får fatale konsekvenser, for da Adam møder op med chartekket i hånden, ligger immunologen for døden med en kniv dybt begravet i brystet, og da Adam efterlader sine fingreaftryk på mordvåbnet, er han pludselig jaget vildt af såvel politiet som af den virkelige morder. Og Adam beslutter sig derfor for at forsvinde, gå under jorden, blive en anden, og holde sig gemt i Londons faretruende underverden, mens han forsøger at udrede trådene for dette sindrige plot, som han uforvarende er blevet en vigtig brik i.

Mørke skyer over Themsen

Hvis man køber historiens grundpræmis om, at Adam, trods de mange farer, han udsættes for, holder fast i ikke at gå til myndighederne, så synes jeg, man får en nervepirrende, velkomponeret og stærkt underholdende litterær thriller, hvor byen og dens mennesker er i centrum.
Og så har Under jorden ligesom Som sne i solen dette lette farcepræg, som jeg godt kan lide, og som på mig virker meget britisk: fremstillingen af afgrunden mellem overklassens upåklagelige ydre, snobbede tiltaleform, og så hvad personerne virkelig føler om hinanden – en sump af selvhævdelse, smålighed, små og store svinestreger og konstante magtkampe.

Udover fortællingens hovedperson Adam følger vi den aldrende chef for et medicinalfirma, en hårdtslående prostitueret, en kvindelig havnebetjent og så den iskolde lejemorder. Læseren kommer derved vidt omkring – op og meget langt ned af den sociale rangstige – det er ikke så få særlinge Adam møder på sin vej ned i Londons sociale affaldskværn.

Identitets-thriller

Som også romanen Rastløs kredser også denne roman om spørgsmålet om identitet, hvad er et menneske, og hvad er der tilbage, hvis man fjerne alle de sociale sikkerhedsbånd og statusbærende elementer som (højstatus)arbejde, familie, penge etc.?

og når bare det at overleve bliver en kamp på liv og død, og at holde sig udenfor overvågningssamfundets altseende øje kræver umådelig snilde og list.

Bortset fra en noget fesen finale, synes jeg, at William Boyd har skrevet en stærkt fængende thriller fra Londons regnvåde og skummel-dunkle gader.