Underkastelse af Michel Houellebecq

Der handler mere om et nydelsessygt, udlevet og dekadent vestligt samfund, end det egentlig handler
om Islam i Houellebecqs seneste ret-lige-til-fremtidsversion.

Resignation og valg

Året er 2022, og Frankrig afholder valg, der gør Det muslimske Broderskab og Front National til de to store vindere.

Af to onder vælger de moderate med en vis lettelse at give køb på frihedsrettigheder, ligestilling etcetera for at lægge deres lod hos Det muslimske Broderskab, som med velsmurt tv-tække og dobbeltbunden slesk tale således af demokratisk vej overtager magten i Frankrig.

I centrum af fortællingen finder vi den kynisk-desillusionerede François, der er professor i litteratur på Sorbonne Universitetet i Paris. Hans tilværelses indhold består af luksusludere, småaffærer med studerende og smagløse færdigretter i fryseren.

Undervisningen og litteraturen rager ham en fjer bortset fra den franske avantgardeforfatter, Joris-Karl Huysman, som han har skrevet doktorafhandling om, og hvis liv François spejler sig i, særligt livsnyderen, Huysmans pludselige konvertering til katolicisme, optager ham.

Bløde mænd og hårde mænd

Libidoen er svigtende, og François glider gradvist længere og længere ned i inerti og sortsyn. Han gør et sidste halvhjertet forsøg på at følge Huysmans ind i den kristne tro, men resultatet er givet på forhånd: den svulstige, salvelsesfulde retorik lader ham kold, og han ender med at sige sin stilling ved universitetet op.

Men da Broderskabet så kommer til magten, og Sorbonne universitetet bliver udsmykket med stjerne og halvmåne, og en velvillig kultureliten hurtigt lader sig konvertere, bliver også François overbevist om, at underkastelse under en streng lovreligion kan være vejen ud af mørket og følelsesløsheden – og det er jo alligevel også bare kvinderne, der først og fremmest rammes af restriktionerne. Og det er måske ligefrem en slags lettelse for dem ikke længere at skulle tænke selv - og så følger der også et nyt pikant krydderi med: flerkoneri bliver tilladt.

Artig kontroversiel

Hvis man ser bort fra, at de fleste medier jo altid handler per refleks og forsøger at opildne til drama, hver gang de hører ordet Islam eller navnet Houellebecq, så er det vel at forvente, at en roman af fransk litteraturs enfant terrible, som øjensynligt handler om Islam, kalder på de store forargede følelser i versaler.

Men for mig at se, er der meget lidt kontroversielt ved bogen. Den er for mig at se et stykke klassisk kulturpessimisme om et dekadent, ryggesløs vestligt samfund fordærvet af latent livslede overtrukket med glitterende, ligegyldig overflade, hvor sex og forbrug er de eneste afledninger fra det faktum, at de fleste lever et gennemsnitligt liv og skal dø en middelmådig død.

Jo vist er der smurt på med kynisk fremlagte slibrigheder, men det vel næppe nok til at forarge en moderne læser. Historiens hovedperson François er selvfølgelig dybt selvoptaget og usympatisk, men hvad værre er, så lader Houellebecq sin hovedperson fremture med en himmelråbende uvidenhed og ignorance, der virker trættende overdrevet og postuleret for en professor i litteratur – man mærker alt for tydelig hensigten og bliver forstemt.

Det unge, virile og livsduelige modstykke udgøres så i bogen af Islam i form af Det Muslimske Broderskab, der dygtigt udnytter vægelsindet og trætheden i Frankrig til at rulle frihedsrettighederne tilbage.

The End of the World

Men ifølge den algeriske forfatter, Boualem Sansal, der selv har oplevet islamiseringen af Algeriet, og som har skrevet en dystopisk mareridtsversion om Islams sejrsgang: 2084 – La fin du monde, for hvilken han vandt Det Franske Akademis Litteraturpris, vil en islamistisk magtovertagelse ske ved vold og ikke af demokratisk vej som i ’Underkastelse’. I et interview i Weekendavisen udtalte Sansal:

Islamismen er en naturlig del af Islam, og der har altid været fundamentalister, som mente at den tekstnære tolkning af koranen, var den eneste vej frem. Sådan har det været siden profeten Muhammeds tid. Islamisternes mål er at erstatte demokrati og modernitet med deres egne religiøse dogmer. Islam er ganske enkelt ikke forenelig med demokrati.

Det kunne være spændende at få en dansk oversættelse af 2084 – La fin du monde der, efter hvad jeg kan forstå, er langt mere gennemført og veludviklet i sin fremstilling af et dystopiske fremtidssamfund ledet af retslærde mørkemænd.