Warszawas spioner af Alan Furst

Warszawas spioner hører til blandt de bedste af Allan Furst elegante, romantiske spionromaner fra tiden op til 2. verdenskrig: Der er en medrivende handling, nuancerede personskildringer, en sproglig veloplagthed i vanlig ordknap, underspillet stil.

Og så emmer siderne af autentisk atmosfære, hvad end vi befinder os blandt la noblesse på en chik fortovs café i 7. arrondissement i Paris, eller blandt opportunistiske, hævntørstige nazister på en lurvet beværtning med tilskoddede vinduer og afdankede sjæle i udkanten af et krigstruet Warszawa.

’I det hendøende lys fra en efterårsdag i 1937 steg en vis herr Edvard Uhl, en hemmelig agent, ud af en førsteklasses jernbanevogn i byen Warszawa. Oven over byen var himlen i krig; solens sidste stråler slog blodrøde gløder af tætte sorte skyer, mens den klare horisont i vest var samme farve som blå is. Herr Uhl undertrykte en gysen. Den skarpe aftenluft, sagde han til sig selv. Men dette var Polen, grænsen til den russiske steppe, og det, der havde mødt ham, var andet og mere end kulden ved en oktoberskumring.’

En hovedperson ifølge Furst

Vi skriver 1937 og en ny krig truer og lægger sig tungt over livet i den polske hovedstad, Warszawa og krig er også konstant et samtaleemne for diplomaterne, når de mødes til middage og officielle sammenkomster.

Byen vrimler med spioner: tyske, russiske, polske og franske agenter. Blandt dem befinder bogens hovedperson sig også. Han er en fransk militærattache og spion ved navn Jean- Francois Mercier.

Hovedpersonerne i Alan Fursts romaner deler altid nogle fælles træk: de er mænd, veluddannede ofte østeuropæere, eller som her franskmand af adelig oprindelse. De er sofistikerede, taler flere sprog og har naturligt kvindetække. De ryger det eksklusive franske cigaretmærke, Gitanes eller eventuelt Chesterfield på hotelværelserne eller på cafeerne, hvor livet endnu leves og den gode smag holdes frem som et adelsmærke.

Hovedpersonerne er melankolske, midaldrende og læser Joseph Roth, Remarques, Hemingway eller Stendahl, mens de forsøger at fortrænge den elskede, som de har mistet, krigens rædsler som har arret dem og den mørke forudanelse om at den overklasseverden, og det samfund, de er vokset op i, måske snart forsvinder under tyske larvefødders avancement.

De havner altid, dog først modvilligt, i spionagens spændende skyggeverden af bedrag og list, der dog også bringer dem i kontakt med la femme.

Og så er det uundgåeligt at noget af handlingen vil foregå i kontinentets sidste blafrende lys, Fursts elskede Paris - og således går det også denne bogs helt, Mercier.

Hvor Gud har plantet en, må man lære at blomstre

På en hemmelig, natlig rekognosceringsopgave på den anden side af grænsen mellem Polen og Tyskland, falder Mercier bogstavligt talt over nogle nyligt nedlagte kampvognsfælder, og det mere en styrker hans mistanke, om at Tyskland forbereder en invasion af sin nabo mod øst.

Men Generalstaben i Paris ledet af den højrenationale Petain er af en anden opfattelse. Mercier må nu forsøge at skaffe sig afgørende beviser for sin stærke formodning for at åbne de franske øjne for den umiddelbare trussel. Men det er en livsfarlig opgave i en by, hvor både Hitlers og Stalins spioner holder skarpt øje med enhver form for mistænkelig adfærd og forsøg på fraternisering.

Intens atmosfære

Borgerkrigen i Spanien raser og Stalins paranoide udrensninger når også til Warszawa, mens den tyske sikkerhedstjeneste bliver opmærksom på en lille, noget naiv, fedladen, tysk borger, en kontorist ved navn Edvard Uhl, der arbejder med fremstillingen af tyske kampvogne, som er blevet lokket til Warszawa i håb om en elskerindes bløde favntag. Men ingenting er, hvad det giver sig ud for, og han befinder sig snart på meget dybt vand.

Det er en stille terror, der løber igennem romanen. Bogens personer er ikke hårdtpumpede mænd med kække Oneliners på læben, men derimod virkelige mennesker, der forsøger at overleve i en farlig og fjendtlig verden, hvor omstændighederne tvinger dem til svære moralske valg. Men bogen giver også et besnærende og livsbekræftende billede af overklassens etikette, flittige romancer og udsvævende liv - en allersidste foxtrot, før ballet er forbi?

Virkelighedstro og lærd spiondrama

Jeg har læst et sted, at Furst romaner bliver brugt på historiestudiet i USA som en introduktion til Europas historie i tiden op til 2. verdenskrigs udbrud, og det forstår jeg godt, for Furst er ufatteligt vidende om Europas historie og om alle de små, gedulgte aftaler nationer og diplomatierne imellem.

Hans bøger kaster især lys over de østeuropæiske nationers skæbne, hvordan de klemt inde mellem de totalitære giganter Tyskland og USSR må forsøge at overleve og bevare deres selvstændighed.

Furst er eminent til med få at opridse en situation og med et let strøg at karakterisere en person – nogle gange er det dog lidt uklart, om han er ironiske eller virkelige mener det, når han for eksempel skriver i sin karakteristik af Mercier at han havde ’sin races afslappede selvtillid’.

Furst romaner er beslægtede med Eric Amblers og Graham Greens klassiske spionromaner, så der er ligeså meget for hjerne som for spændingshjerte. Jeg håber at der må komme mange flere af hans romaner på dansk, og gerne i samme fornemme oversættelse.

Til gengæld frygter jeg at bogens brune, collageagtige forside glider i et med boghandlernes bagvæg.
Det er lidt ærgerligt at forsiden virker tung, trist og rodet, når nu indholdet er elegant, let og medrivende.

Det ansigt, der kan anes i venstre hjørne er i øvrigt det samme som pryder Philip Kerrs Berlin Noir-krimi ’Den blege forbryder’ – men der hører det også mere hjemme, synes jeg, fordi det rammer kerrs hårdkogte noir-stil, mens Furst er drama, spænding og romantisk romance.