Yahya Hassan af Yahya Hassan

Yahya Hassans bragende gennembrud er vel efterhånden behandlet af de fleste medier, og nu har også jeg
fået læst hans selvbiografiske digte; de er flænsende, sarkastiske og vrede. Der er et enormt drive og action i de handlingsmættede strofer, hvor digterjegets stemme skifter mellem det barsk konstaterende og det arrigt vrængende, når den allestedsnærværende vold, dagligdagens kriminalitet, den belejlige religiøse vækkelse og den kalkulerede offertænkning udleveres.

Tæsk, knæk og langskæggede tosser

Der bliver ikke lagt fingre imellem i digtene, og fra første linje er det lige på og hårdt – i bogstavelig forstand: Fem børn på række og en far med en kølle/flergræderi og en pøl af pis. Så er scenen sat for en historie om digterjegets opvækst og gradvise indsigt i det betændte indvandremiljø, konkret i den århusianske ghetto, Gellerup.

Yahyas historie er, skal man tro digtene og digteren, eksemplariske i betydningen helt normal: Faderens afstumpede vold, moderens passivitet og det kriminelle miljø er ghettoens opskrift på en forhærdet forbrydersjæl, der vil udfordre og skide på enhver form for autoritet, han møder på sin udstukne vej mod anbringelse, tvangsfjernelse, fængslinger og så videre.

Opgøret og tilbagefaldene

Modsat de andre kriminelle udlændinge, han hænger ud med (inklusiv brødre og fætre!), finder Yahan heldigvis ud af, at han har et talent for at skrive og en glubende interesse i at læse – Knudsgårds (selv)udleverende selvbiografier rammer ham som et slag med en hammer: der er et ægte, vigtigt og vedkommende opgør på spil i nordmandens bøger. Men den begyndende litterære anderkendelse får ikke Yahyas trodsige kriminelle og selvdestruktive side til at forsvinde.

Jeg læste digtene ud i et stræk, fordi den særegne stemme, historiens drive og den fundamentalt spændende og vedkommende historie holder en grebet hele vejen igennem. Det bliver yderst interessant at følge, om Yahya har flere historier at fortælle med samme intensitet og overbevisning.